Driftsøkonomikonsulent Jens Brandenborg fra KHL maner til fornuft.
- Bare fordi priserne stiger, skal man ikke gå ud og købe ny traktor. Det gælder om at gøre sin bedrift økonomisk robust, siger Jens Brandenborg. Han anbefaler at få afdraget den dyre gæld og få samlet penge sammen på kassekreditten.
- Hvis der skal laves investeringer, så skal de være økonomisk velovervejede og have en kort tilbagebetalingstid. Grundlaget skal være i orden og investeringerne skal give sig udslag i øget effektivitet og reducerede omkostninger, forklarer driftsøkonomikonsulenten, der har 2017 i frisk erindring.
- I 2017 gik det godt men så fik vi maveplaskeren i 2018. Det vil gå den anden vej igen og når det kommer så vidt, gælder det om at have en rentabel bedrift, som bankerne kan se en fremtid i, siger Jens Brandenborg og slutter af med et godt råd:
- Find din fremstillingspris. Du skal kende konsekvensen af de handlinger, der bliver foretaget på bedriften og hvordan det påvirker fremstillingsprisen. Det gælder både investeringer, men også ændrede forudsætninger som eksempelvis foderprisen, og så skal du være åben overfor banken. Han forudser at bankerne nu vil vurdere om de ejendomme, der har for højt et nulpunkt vil blive sat til salg.
Ifølge tal fra Seges havde mere end hver fjerde af landets svineproducenter en så presset økonomi, at de var dybt afhængige af bankens velvilje ved årsskiftet.