Abonnementsartikel
Firmater Biso lancerer et helt ny skærebord på op til 12 meter, hvor rapsknive og transportvogn er integreret i skærebordet
De store producenter af mejetærskere konkurrerer om at bygge det bredeste skærebord. Men nu får de baghjul af firmaet Biso, der på Agritechnica præsenterede et skærebord på 12 meter. Skærebordet er ikke kun bredt men også meget fleksibelt og avanceret.
- Konturer i marken betyder, at et bredt og stift skærebord ikke altid fortager en tilfredsstillende opsamling af afgrøden.
Det nye skærebord er derfor opbygget fleksibelt og med mulighed for at højden på knivbjælken kan variere med op til 15 centimeter.
- Skærebordet er opdelt i mindre felter, og slæbesko bag disse felter sørger for, at højden på kniven konstant tilpasses markens overflade.
- Dobbeltfingre med anlæg både over og under kniven sørger for at der altid skæres rent, forklarer Franz Schrattenecker, Biso Schrattenecker Erntetechnik.
Uafhængig elektronik
Under forhold, hvor skærebordet ikke behøver at være fleksibelt, kan føreren fra kabinen gøre skærebordet stift som et normalt bord.
Fra kabinen kan føreren ligeledes forlænge skærebordet med op til 60 centimeter, lige som han også kan aktivere sideknivene, der altid er med på skærebordet - men som foldes ned ad sideskærmene, når de ikke anvendes.
Derudover kan også aggressiviteten på riglens fingre justeres fra kabinen. Alle funktioner styres af skærebordets interne elektronik og hydraulik.
Et 12 meter bredt skærebord er tungt, og derfor støttes det under arbejdet i marken af et stort hjul i hver side.
- Hjulene er luftaffjedrede, og ved hjælp af elektronikken har føreren mulighed for at justere hvor stor del af skærebordets vægt, der skal hvile på hjulene og hvor meget, der skal overføres til mejetærskeren, siger fabrikanten.
Bunden i skærebordet samt samlesneglen er udført i rustfrit stål. Den brede samlesnegl er desuden støttet af et leje, som er placeret decentralt for indføringen for ikke at forstyrre materialeflovet ind i maskinen.
Kniven eller knivene, for den er todelt - trækkes af en vobleboks i hver side. Riglen trækkes hydraulisk fra midten, og i begge sider sørger et unikt ophæng for, at rigle og kniv ikke kolliderer, når kniven bevæger sig opad for at passere en forhindring.
Indbygget skærebordsvogn
Som en smart detalje har det brede skærebord indbygget transportvogn. Sammen med et par ekstra hjul, der under høstarbejdet er foldet sammen bag på skærebordet, udgør de to støttehjul det integrerede hjulstel, som blot foldes ud og anvendes til transport af skærebordet.