Abonnementsartikel
Sagerne om ulovlige transporter af dyr fra Danmark og langt øst på ind i Rusland fortsætter. For Gud ved hvilken gang viste Tv-avisen i aftes igen billeder af en transport, hvor forholdende var dybt kritisable.
Der var tale om en transport af 242 drægtige kvier sendt fra Danmark af Bovi-Danmark til Rusland tilbage i februar måned. Dyrene stod på lastvognene i 90 timer i træk og ved ankomsten var en af dem døde.
En af de indblandede vognmænd var Peter Ottesen, der tidligere på året var i både mediernes og myndighedernes søgelys på grund af en skandaløs transport af svin, der vadede rundt i søle til knæene og åd af hinandens kadavere.
I vognmandens rapport er det blandt andet anført, at kvierne blev læsset af den 20. februar, men tv-billederne, som en tysk dyreværnsorganisation har taget, viser at det først skete 28 timer senere om morgenen 21. februar
Der er således blevet løjet over for myndighederne, og det betyder, at Bovi-Danmark formentlig skal betale 240.000 kroner tilbage til EU, som de har modtaget i eksport restitution for den pågældende transport.
Bovi-Danmark var ikke vidende om forholdende, men meddelte i aftes, at alle transporter til Rusland suspenderes, indtil det kan garanteres, at de kan foregå på ordentlig vis.