En halt ko bliver hurtigt en dyr fornøjelse. Selvom både de direkte og indirekte omkostninger forbundet med klov- og lemmelidelser kan beregnes ved hjælp af Simherd, så kan det være svært at sætte tal på for eksempel den manglende velfærd, som taberkøer oplever og de heraf afledte konsekvenser, så som medarbejdernes oplevelse af at arbejde med halte køer og den ekstra tid, som skal bruges.
Dertil kommer, at foruden tab af mælk (både nedsat ydelse og mælk, der kasseres ved tilbageholdelsestid), påvirker halthed også reproduktionen. Der følger et uønsket huldtab, uforudsete udgifter til klovbeskæring og pålagte bandager, og så er køerne i langt større risiko for at blive sat ud tidligere end planlagt.








