Skat har en meget restriktiv praksis - og det er dyrt at blive snuppet.

For nogle år siden blev jeg kontaktet af en klient, der havde fået et ubehageligt brev fra Skat. Hans virksomhed havde købt en fin firehjulstrækker på gule plader, og han brugte den som firmabil og firmaet havde afløftet moms ved købet af bilen. Nu mente Skat at han også kørte i bilen privat, Skat havde bogstavelig talt "ligget på lur" og observeret bilen på hans private adresse et par gange og rejste krav om beskatning af fri bil og overfor firmaet kom et krav om betaling af moms m.v. Alt i alt et meget stort krav. Mange virksomhedsejere - også landmænd - har stået i samme situation og som regel vinder Skat disse sager, men i denne konkrete sag lykkedes det efter meget arbejde med sagen at få klienten halet ud af gabet på Skat, men vi måtte helt i Landsskatteretten før det gav bonus og han kunne ånde lettet op. Derfor denne korte repetition af de vigtigste regler om biler på gule plader.

Første udfordring: Momsfradrag

Problemerne med gulpladebilerne har vi næsten udelukkende med de små biler på op til 3.000 kg. Totalvægt, det vil sige de mange normale firehjulstrækkere og pick-up varevogne, som er meget populære.

Hvis det er meningen, at disse biler skal benyttes både privat og erhvervsmæssigt, kan momsen ikke fratrækkes. Kun hvis bilen benyttes 100 procent erhvervsmæssigt (til momspligtige formål), kan man fratrække momsen.

Denne momsøvelse kan være lidt en balancegang. Kørsel mellem hjem og arbejde er ikke erhvervsmæssigt, men særligt indrettede biler (for eksempel den typiske håndværkerbil) kan - som en tommelfingerregel - bruges til denne type kørsel uden skattemæssige konsekvenser. For denne type biler kan man også køre små private ærinder - op til 1.000 kilometer om året - for eksempel bringe børn i skole og lignende.

Hvis bilen skal bruges både privat og erhvervsmæssigt skal den indregistreres på papegøjeplader. Der er ikke momsfradrag og der skal betales en særlig afgift for den private brug af vognen.

Næste udfordring: Hvad er privat og hvad er erhverv?

Der er mange eksempler fra praksis hos Skat, der viser at man skal være uhyre varsom med at benytte en erhvervsmæssig gulpladebil til formål, der kan være af privat art. Fokus er især rettet mod de populære biltyper, hvor privatkørsel er nærliggende - de fine og populære 4-hjulstrækkere og pick-ups. De fleste har vist efterhånden lært at lade være med at køre i denne type biler til bageren om søndagen, ud på golfbanen eller på den private jagtudflugt. Der er flere eksempler på at Skat har holdt razziaer sådanne steder og indkasseret store summer i moms og skat.

Hvis en erhvervsmæssig gulpladebil bliver observeret på privatadressen, hvis der ligger private købmandsvarer i bilen eller hvis man ligefrem bliver "taget på hjulene" i privat ærinde, så er der desværre lagt i kakkelovnen til en besværlig sag med Skat. Selvom det er Skat, der har bevisbyrden, skal der desværre efter praksis ikke så meget til før fælden klapper.

Det koster dyrt at bruge en gulpladebil privat

Første konsekvens er beskatning af fri bil i privat regi. Hvis bilen har kostet for eksempel 400.000 kroner så bliver man - groft sagt - beskattet af cirka 100.000 kroner om året. Firmaet har fortsat fradrag for driftsudgifterne hvis der sker beskatning af fri bil hos den der benytter bilen.

Hvis man ikke benytter virksomhedsordningen, gælder lidt andre regler.

I mange sager kræver Skat også betaling af en bøde. Manglende beskatning af fri bil forsøges ofte takseret som en strafbar overtrædelse af skattelovgivningen ligesom Skat gerne forsøger at gå længere tilbage end de tre år, der normalt kan genoptages (det vil sige her i 2018 kan Skat uden videre genoptage 2015, 2016 og 2017). Hvis skatteunddragelsen bedømmes som groft uagtsom kan Skat gå længere tilbage.

PS: Husk skiltning på gulpladebilerne

Erhvervsmæssige gulpladebiler skal være skiltet med virksomhedens eller ejerens navn eller logo og CVR-nummer.

Skiltningen skal være synlig og let læselig i en farve, der afviger fra bilens farve. Der skal være skiltning på begge sider af bilen og skal være permanent monteret på bilen i en bestemt størrelse tal og bogstaver.

Førstegangsbøden for manglende skiltning er 5.000 kroner og bøden stiger ved gentagelse.