Abonnementsartikel
Brændselsindustriens efterspørgsel har gjort mange alternativer uinteressante som svinefoder
- Der er ikke mange alternative fodermidler tilbage.
Så kort konkluderer Knud Erik Jensen, direktør i Mosegården, der fra domicilet i Struer sælger vitamin- og mineralblandinger og rådgiver i foderspørgsmål, herunder alternative fodermidler.
Derfor har der trods den aktuelle fodersituation ikke været mange steder, hvor den dyre korn er skiftet ud med alternativer.
- Det eneste, der forekommer i lidt større mængder, er valle, men mængden af valle er også reduceret i takt med mælkeprisens himmelflugt, siger Knud Erik Jensen.
- Glucerol brugte vi tidligere i store mængder, men dette produkt er blevet uaktuelt efter, at brændselsindustrien har meldt sig som køber.
Markedet er støvsuget
- I det hele taget er brændselsindustrien landbrugets største konkurrent på alternative fodermidler, der kan bruges til biodiesel og biobenzin, siger Knud Erik Jensen.
- Klid er også blevet energimæssigt for dyrt.
- Markedet er blevet støvsuget for alternative fodermidler. Der er stadig nogle, der bruger gærfløde, småkagesmulder, rester fra Novo Nordisk-produktionen og andre specielle restprodukter. Men fælles for dem alle er, at der ikke bliver mere af dem.
- Desuden stiger prisen, fordi alle kæmper om produkterne, og dermed reduceres interessen for dem.
Ingen lader stå til
Men jeg synes, landbruget tackler den øjeblikkelige fodersituation rimeligt professionelt, vurderer Knud Erik Jensen.
- De optimerer på besætningsniveau der er ingen, der lader står til.
- Nogle svineproducenter har valgt at optimere ved at sanere besætningen. Andre producenter, der har kneben med plads, fordi der bliver trængsel, når afhentningen af både smågrisene og slagtesvinene lader vente på sig, optimerer ved at undgå overbelægning.
- Man vil selvfølgelig gerne holde liv i så mange grise som muligt, men er der syge grise, er det måske bedre at vælge aflivning, siger Knud Erik Jensen.
Knud Erik Jensen, Mosegården.