Aarhus Universitet har udgivet en "best practice"-manual for økologiske mælkeproducenter. BOVI har spurgt en dyrlæge om, hvorfor de vigtigste råd er, som de.

Det er næppe nogen hemmelighed, at mælkefeber kan være en plage for mælkeproducenter, da lidelsen er forbundet med blandt andet nedsat mælkeydelse og øget risiko for yverbetændelse.

Særligt økologiske mælkeproducenter kæmper med lidelsen, fordi produktionen er underlagt skrappe krav, som begrænser mulighederne for at behandle de ramte køer. De skrappe krav bevirker også, at der blandt de økologiske mælkeproducenter er store forskelle på, hvordan man tackler dette problem.

Dette er blandt andet årsagen til, at forskere ved Aarhus Universitet har udviklet en online-manual med de bedste erfaringer fra økologiske mælkeproducenter rundt omkring i landet.

- Vi ville ikke lægge ordene i munden på landmændene. Det var vigtigt at samle deres udsagn og erfaringer og lade dem komme til orde. Tanken var, at det måtte være muligt metodisk at finde de landmænd, der har de bedste erfaringer med det her, siger Inger Anneberg, der er postdoc ved Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet og en af forskerne bag projektet.

Mælkefeber er blandt andet karakteriseret ved et lavt calciumniveau i blodet omkring kælvningstid og viser sig ofte ved, at koen slingrer og har nedsat ædelyst. Senere lægger koen sig gerne ned, ofte med hovedet liggende på skulderpartiet.

Den første: Undgå kløver

I alt kom forskerne frem til ni anbefalinger. Og allerøverst på listen finder man anbefalingen om køernes afgræsning, som samtlige af de medvirkende landmænd havde fokus på.

Afgræsning af goldkøer skal helst ?begrænses, enten i form af afgræsning på ekstensivt og ugødet græs, eller på omdriftsgræs på områder med begrænset areal eller marker med meget lidt græs på?, lyder det i anbefalingen.

- Så lidt frisk græs som muligt. Det er bedst, at de går på en mark, der er fuldstændig gnavet ned som en hestefenne, og så vil vi hellere selv fodre dem derude i en hæk, så vi ved, hvad de får, lyder det i et af svarene fra landmændene.

Rapporten indeholder derimod ikke forklaringer på, hvorfor anbefalingerne er, som de er. Derfor har BOVI udspurgt Mogens A. Krogh, der er dyrlæge og postdoc ved Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet. Han har ikke været involveret i selve undersøgelsen, men han har indvilget i at give et mere uddybende forklaring på anbefalingerne.

Når en ko starter sin mælkeproduktion, vil den opleve et stort fald af calcium i blodet, fordi calcium skal bruges til mælkeproduktionen. Det skal der kompenseres for, men indeholder foderet for meget kalium, vil dette hæmme frigørelsen af calcium fra koens knogler ud i blodet.

Kalium i foderet vil skubbe til balancen mellem positive og negative ioner i koens blod, men det kan styres ved hjælp af ionfordelingen i foderet (forkortet DCAB -Dietary Cation Anion Balance). DCAB i goldkofoder bør være negativ, for derved fungerer mobiliseringen af calcium.

- Dermed kan koen selv kompensere for det store fald i blod calcium i forbindelse opstart af mælkeproduktion, forklarer han.

Den anden: Hav en goldkofoderplan

I forlængelse af første råd anbefales det også, at man er bevidst om at supplere græs med foder og goldkomineraler. Dette i enten i den sidste uge eller i de sidste to uger før kælving - eller også i hele afgræsningsperioden.

Men hvad skal goldkofoderet indeholde, og hvorfor?

Ifølge dyrlæge Mogens A. Krogh skal man skele til årsagen i første råd, hvor sammensætningen af grovfoderet er afgørende for at forhindre mælkefeber.

- Grovfodermidlerne har et meget variabelt indhold af mineralerne natrium, kalium, calcium og svovl, både i og imellem fodermidlerne, siger han.

Derfor anbefaler han at få analyseret grovfoderet. Derimod har mælkeproducenrende køer ikke samme følsomhed over for foderets sammensætning, hvad angår indhold af kalium, natrium og så videre.

- Blandet andet derfor kan det være en fordel med en særskilt foderblanding til goldkøerne, siger han.

Den tredje: Undgå stress under flytning

Kælvning i sig selv er af åbenlyse årsager en belastning, som giver køerne stress. Men også flytning af køerne kan give stress, og en af anbefalingerne er at flytte køerne i par.

Flytningen bør ske enten syv til 10 dage før kælvning eller så tæt på kælvning som muligt. "Jeg vil helst næsten kunne se benene", svarede én landmand blandt andet om tidspunktet.

Men det er ikke blot flytninger, der er en faktor i dette regnskab, men også størrelsen af besætningens belægningsgrad, foderskift, og noget så banalt som for eksempel varmen har en betydning.

Sådanne kilder til stress - eller stress i sig selv - påvirker køernes hormonsystem på ret komplicerede måder. Det kan ses på koens mineralligevægt og dens immunforsvar.

?Meget tyder på, at der er en sammenhæng mellem mælkefeber og stress, men også en lang række infektionssygdomme efter kælvning - deriblandt yverbetændelse og børbetændelse, vurderer Mogens A. Krogh.

Hvordan man konkret reducerer stress, vil oftest være meget forskelligt fra besætning til besætning, fordi staldenes indretning er forskellig og kan virke som begrænsende faktor. Og så kan det næppe komme som noget chok, at man skal håndtere dyrene roligt og undgå at jage dem unødvendigt.

Opsyn og reduceret malkning

Mælkefeber vil ofte medføre en forhalet kælvning eller kælvningen kan ligefrem gå i stå, hvilket øger risikoen for, at kalven dør.

De knap så overraskende råd er derfor: Kig på koen og lad den kælve i et område, hvor man passerer mange gange dagligt. Om det så foregår inde eller ude, er knap så vigtigt.

Sandsynligheden for, at en ko får mælkefeber, stiger med antallet af kælvinger. Derfor anbefaler mange, at man de første 24 timer efter kælving helt undlader at malke, hvis det er tredje gang eller flere, at koen har kælvet.

- Reduceret malkning kan være med til at reducere trækket af blodcalcium fra køerne og dermed udviklingen af mælkefeber. Det er dog vigtigt, at sikre sig, at kalven får råmælk og helst i sine første fire til seks timer, hvor den er mest modtagelig overfor de antistoffer, der er i råmælken, siger Mogens A. Krogh.

De store lavpraktiske forskelle

Undersøgelsen viste også, at flere økologiske mælkeproducenter hver især ser relativt forskelligt på mælkefeber. Både på problemets omfang, men også hvordan man som landmand kan tackle problemet.

Årsagen til den forskel bunder blandet andet i noget relativt åbenlyst: ikke to gårde er ens. Nogle steder er for eksempel staldene og gårdens intrastruktur nye, så man har taget hensyn til, hvordan man bedst flytter dyrene.

- Den hverdag, de nu har, smitter af på, hvordan de beskriver problemerne, siger Inger Anneberg, der sammen med dyrlæge og projektleder Heidi Voss har siddet og finkæmmet hvert eneste udsagn fra de medvirkende landmænd og konsulenter.

Nogle mælkeproducenter er unge og helt nystartede og har derfor ideer med sig fra for eksempel uddannelsen om, hvordan problemet kan løses. Andre arbejder måske ud fra mange års erfaring og forlader sig på dén. Igen er der nogle, som tænker meget i netværk og ændrer praksis efter, hvordan de hører om det fra andre.

- Men de erfaringer, vi har samlet op her, er der generelt opbakning til blandt de interviewede, siger hun.