Ingen moderne planteavler er formentlig i tvivl om, at den teknologiske udvikling ræser af sted.

De senere år er nye dyrkningsmetoder gået hånd i hånd med udvikling af nye maskin- og redskabstyper.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men også de højteknologiske løsninger med selvkørende grej, GPS-styring, sensorteknologi og droner er blevet almindeligt udbredt.

Mange har allerede taget en del af de teknologiske hjælpemidler i brug, og meget mere er på vej.

Det kan man forvisse sig om i denne udgave af Agro, hvor vi kigger nærmere på de nye muligheder, som følger med teknologiens hastige udvikling.

Blandt andet har vi smugkigget på mange af de nyheder, som kan opleves på Agritechnica i Hannover om kun en måneds tid. Her viser store og små udstillere deres mere eller mindre revolutionerende nyheder. Messen er en opvisning i, hvordan maskinproducenter verden over konstant arbejder på at forbedre deres produkter og af og til også introducerer deciderede teknologispring, som medvirker til at effektivisere den moderne planteavl.

På Agritechnica er en af tendenserne i nyhedsstrømmen, at sensorteknologien nu kombineres med kunstig intelligens, så maskinerne i endnu højere grad kan udføre markarbejdet med minimal indsats fra maskinførerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men det er ikke kun maskinteknologien, der udvikles hastigt.

Det viser interviewet med Svend Christensen, der er Institutleder på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.

Han forudser, at der fortsat vil ske en masse i udviklingen af dyrkningssystemerne. Og han fortæller, at forskningen blandt meget andet vil udvikle planterødder, der bliver bedre til at optage og udnytte næringsstoffer.

Desuden forudser han, at nyttige mikroorganismer bliver meget stort inden for planteavlen i de kommende 10 til 20 år.

Det er i historisk perspektiv ikke ret lang tid, og vi kan således se frem til en fortsat spændende udvikling af det moderne landbrug i de kommende år.