Robotti er navnet på en ny, lille robot til markbrug, som er kåret som en trestjernet nyhed på Agromek 2016. Robotti er en selvkørende redskabsbærer, der specielt er tiltænkt operationer i marken med lavt trækkraftbehov som for eksempel rensning i markafgrøder som majs, roer, løg, kål og gulerødder.

Robotti kører på fire hjul med indbygget hydraulisk motor på hvert hjul. I stedet for en lift foran eller bagved bærer robotten redskaberne mellem de to hjulpar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dermed kan Robotti løfte mere end sin egen vægt. Den har en trækkraft på 50 hk, og løfteevnen er 750 kg mens egenvægten er 600 kg. Den lave egenvægt minimerer jordpakning og risikoen for strukturskader.

Med Robottis specielle design er det muligt at ændre dens sporvidde, så den kan tilpasse forskellige bedstørrelser. Arbejdsbredden mellem hjulene kan være mellem 150 cm og 300 cm.

Robotti styres ved hjælp af en app på en tablet, mens start og stop også kan klares via en app på en smartphone. Operationshastigheden er seks-otte kilometer i timen ved maksimal trækkraftbelastning.

Ideen er at landmanden har flere små markrobotter i stedet for én stor, og en operatør kan let overvåge tre-fem robotter samtidig.

Det fremhæver Agro Intelligence, som præsenterer Europanyheden på Agromek 2016.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Agro Intelligence er et dansk udviklingsselskab, der fokuserer på markmaskiner til præcisionsjordbrug og automatiseringsløsninger, og som sælger sine produkter til producenter af landbrugsmaskiner.

Agro Intelligence, standnr. M9540