Lyt til artiklen:

CO2-binding i afgrøder tæller ikke med i klimaregnskabet

00:00
Hastighed: ???x
01:07

Alt det foder, vi dyrker på marken, optager CO2 - og det må da gavne bedriftens klimaregnskab?

Det er et spørgsmål, vi på Seges jævnligt hører fra landmænd. Desværre er svaret, at det gør det ikke. Det er korrekt, at landbrugsafgrøder binder CO2 ved fotosyntese, og derfor er det nærliggende at tro, at det er med til at reducere landbrugets klimapåvirkning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Seges i Kvægnyt.

Men kulstof i afgrøderne er ikke en lagring af kulstof og fjerner derfor ikke som sådan CO2 fra atmosfæren. Det skyldes, at det kulstof, som planterne har optaget, frigøres igen, når planterne bruges til fødevarer, energi eller som foder.

Når f.eks. køerne æder grovfoderet, frigøres CO2 med udåndingsluften. Og når tiden for kulstofbinding er så kort, indgår det ikke i klimaregnskabet. Det betyder omvendt også, at den CO2, som køerne udånder, heller ikke belaster klimaregnskabet.