Lyt til artiklen:

Nyt stof fra kølemidler og spraydåser fundet i grundvandet

00:00
Hastighed: ???x
03:53

I forbindelse med Miljøstyrelsens massescreening af grundvandet er der gjort fund af stoffet TFA (trifluoreddikesyre) i prøver fordelt over hele landet. Der er fundet TFA i 219 ud af 247 undersøgte grundvandsboringer svarende til i 89 procent af boringerne, skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

I langt de fleste af grundvandsboringerne er koncentrationen af TFA lavere end 1 mikrogram pr. liter. Der er desuden gjort fund i enkelte drikkevandsforsyninger. Styrelsen for Patientsikkerhed har på baggrund af vurderinger fra de tyske myndigheder vurderet, at de aktuelle fund i drikkevandet ikke udgør en sundhedsrisiko.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Miljøstyrelsen har i dag indkaldt Vandpanelet til en drøftelse, og landets vandværker vil blive anbefalet at måle for stoffet.

Fundet i regnvand

Videnskabelige undersøgelser fra Tyskland, Kina og USA peger på, at TFA kan dannes som et nedbrydningsprodukt fra fluorerede kølemidler, der anvendes i klimaanlæg, køleanlæg og varmepumper. Disse stoffer kan nedbrydes til TFA i atmosfæren og derefter via regnvandet blive fordelt til overfladvand og jord, hvorefter det kan sive ned til grundvandet. Dette understøttes af, at TFA er fundet i regnvand.

Ifølge en rapport fra FN's Miljøprogram og Miljøorganisation forekommer TFA naturligt i havet. Samme rapport vurderer dog, at TFA i ferskvand sandsynligvis skyldes menneskeskabte aktiviteter. Det samme må umiddelbart formodes at gøre sig gældende for grundvand.

Landbruget frikendt

TFA kan også dannes som et nedbrydningsprodukt fra pesticider. Den jævne udbredelse over hele landet og de førnævnte internationale erfaringer tyder på, at kilden til TFA fundene ikke er landbruget.

- Der er noget, der tyder på, at vi skal kigge i en anden retning end landbruget. Med en så jævn udbredelse af TFA er det er ret usandsynligt, at kilden primært skulle være sprøjtemidler. Men vi undersøger naturligvis også den mulighed, siger kontorchef Rasmus Moes fra Miljøstyrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Miljøstyrelsen planlægger test af, om TFA dannes og udvasker fra aktuelt godkendte pesticider på de særlige forsøgsmarker kaldet VAP-marker. Her kan man detaljeret overvåge udvaskning af pesticider og rester af pesticider.

Miljøstyrelsen vil også undersøge, om TFA i drikkevand eventuelt kan renses med almindelig kendt rensningsteknologi.

TFA er påvist i grundvandet fra 219 ud af i alt 247 boringer, der blev analyseret prøver fra. Den højeste koncentration var 2,4 mikrogram pr. liter, og i 97 procent af prøverne var koncentrationen på 1 mikrogram/liter eller derunder.

Sundhedsvurdering på vej

Der er endnu ikke fastsat en specifik sundhedsmæssig grænseværdi for TFA i drikkevand. Miljøstyrelsen har bestilt en vurdering af mulige sundhedseffekter af TFA hos DTU Fødevareinstituttet samt et forslag til en sundhedsmæssig grænseværdi i drikkevand. De tyske myndigheder har foretaget en sundhedsvurdering, hvor de opfordrer til, at koncentrationen i drikkevand begrænses til 10 mikrogram pr. liter.

Fundet af TFA er sket i forbindelse med Miljøstyrelsens såkaldte massescreeninger af dansk grundvand. Færdiggørelse af TFA resultaterne er fremskyndet, mens resultaterne for den øvrige del af massescreeningen endnu ikke er afsluttet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Miljøministeriet og Miljøstyrelsen har orienteret vandforsyningsaktørerne om situationen og har inviteret til et møde i Vandpanelet onsdag.