Lyt til artiklen:

Naturtjek løfter landmandens eksisterende natur

00:00
Hastighed: ???x
02:51

- Alle landbrug har nogle skæve hjørner, som det ikke giver mening at dyrke.

Sådan sagde Torben Hansen, da Landbrug og Fødevarer, Planteproduktionen tirsdag gik virtuelt i luften til årets plantekongres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og netop de skæve hjørner, læhegn, vandhuller og gamle overdrev var i fokus under webinaret "Naturtjek er vejen til overblik over din natur".

For der skal gøres en indsats i landbruget for at fremme biodiversiteten. Det kan lyde som en uoverskuelig opgave, der kræver investeringer til anlæg af søer og andre store områder, før man kan løse udfordringen.

Men mindre kan også gøre det. For Seges Natur tilbyder Naturtjek, der er et redskab til landmanden, der kan hjælpe med at identificere naturarealer samt rådgive til, hvordan man bedst lader naturen udfolde sig.

De små kroge

På fredagens webinar fortalte specialkonsulent Andrea Oddershede om, hvad et Naturtjek er, og hvordan det kan bruges.

Grundlæggende bliver der lavet en analyse af de arealer på en bedrift, hvor naturen kigger frem. Landmanden får en konsulent, på bedriftsbesøg, og sammen gennemgår de markerne for at kigge på overdrev, mosehuller og andet, der kan give plads til dyr, planter og svampe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det udmønter sig så i en vurdering, der belyser den nuværende natur og det potentiale, som bedriftens arealer har. Der medfølger en række forslag til indsatser, som landmanden forholdsvist let kan implementere og skabe bedre forhold for biodiversiteten på bedriften.

- Landmanden kan have et ønske om at passe bedre på naturen eller give noget bedre videre til næste generation. Det kan også være jagtinteresser, der spiller ind, forklarede Andrea Oddershave om, hvorfor landmænd kunne overveje at få foretaget et Naturtjek.

- Så kan det også styrke dialogen med myndighederne, hvis man kommer med et Naturtjek i hånden. Det giver en god start og kan hjælpe med at få et samarbejde på benene.

Det koster 15.000 kroner, at få lavet et Naturtjek af Seges.

Rod er godt

Ole Jakobsen tog herefter ordet og fortalte, hvad det har givet ham og hans bedrift, at få lavet et Naturtjek.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På hans økologiske bedrift med planteavl og kvæg fik han i 2018 lavet en vurdering, og han har efterfølgende taget flere tiltag i brug.

Eksempelvis lader han af og til en halmballe eller to blive i markkanten, hvilket fungerer som insekthotel. På foldene får dyrene nu adgang til de våde huller, og når han klipper hegn, får det meste lov til at blive liggende.

- Giv naturen mere lov til at gå sin gang. Brug tiden på at nyde naturen i stedet for at rydde dem. Nu ved jeg, at det gavner, når der ligger en stor gren i læhegnet. Så det er med hænderne i lommen og med god samvittighed, fortalte Ole Jakobsen om anvendelsen af Naturtjek i praksis.