Lyt til artiklen:

Milliardstøtte på vej ud til landbruget

00:00
Hastighed: ???x
02:08

Dermed har Landbrugsstyrelsen nu i mere end et årti nået udbetalingsmålet. Mere end 33.400 landmænd kan i dag gå rundt med et ekstra stort smil. De har nemlig fået udbetalt deres andel af EU-landbrugsstøtten på 4,5 milliarder kroner. Det er 11. år i træk, at Landbrugsstyrelsen når udbetalingsmålet om, at minimum 90 procent af ansøgerne skal have deres grundbetaling inden den 15. december.

- Grundbetalingen betyder rigtig meget for landmændene - og det gør det også, at de får den så hurtigt som muligt. Vi har nu i mere end et årti sørget for, at ni ud af ti landmænd har deres grundbetaling her i starten af december. Konkret har vi i dag sendt mere end 4,5 milliarder kroner ud til over 33.400 landmænd, siger vicedirektør i Landbrugsstyrelsen Louise Piester.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den satellitbaserede kontrol har i et meget specielt år på grund af corona bidraget til, at udbetalingen på grundbetalingen igen i år kom i mål. Det er kun andet år i træk, at Landbrugsstyrelsen har brugt satellitter til at kontrollere, om landmændenes marker lever op til kravene for grundbetaling.

Ingen fysisk kontrol

- I år har vi både haft udfordringer med vores egen IT i ansøgningsrunden og med at vi i perioder ikke kunne udføre fysiske kontroller på grund af corona. Derfor er det med lidt ekstra stolthed over, at det stadig lykkes at indfri vores udbetalingsmål på grundbetaling. Det kunne blandt andet lade sig gøre, fordi vi er så langt med at bruge satellitbilleder til at kontrollere markerne, siger Louise Piester.

Udbetalingerne fortsætter løbende de kommende uger, og det næste mål for Landbrugsstyrelsen er, at 97 procent af ansøgerne vil have fået udbetalt deres grundbetaling i slutningen af januar. Det er som regel kun meget komplekse sager, som først får udbetalingen senere end det. Den 1. december er den tidligst mulige dato, hvor den endelige udbetaling af landbrugsstøtte må finde sted ifølge EU-reglerne.