Stort fald i antal åbne kontrakter i sojabønner indikerer risikoreducering fra fondene.

Afgrødemarkedet startede ugen lavere, på profittagning og tiltrængt
nedbør i USA og Rusland henover weekenden der er gunstigt for
afgrøderne. Hveden i Chicago indledte dagen med prisfald for sjette
handelsdag i træk, men rettede sig henover aftenen og lukkede i plus, da fondene vendte rundt på en tallerken.

Udover nedbøren, mødte den amerikanske hvede modvind fra en stærkere dollar forud for det amerikanske præsidentvalg, der helt generelt kan give ekstraordinære bevægelser i råvaremarkedet. En række af de produktionsmæssige risici der herskede i hvedemarkedet for 2-3 uger, er mindsket, og har trukket risikopræmier ud af hveden, oven på et utraditionelt efterårs vejrmarked, skriver Jyske Markets i deres afgrødekommentar.

Forsyningsbalancen for eksportørerne på den nordlige halvkugle forbliver en kende stramme frem til ankomsten af yderligere forsyninger fra den sydlige halvkugle i form af en god produktion fra Australien og Argentina.

Australsk hvede

De australske hvedeeksportører skal dog ikke begynde at glæde sig for tidligt. Selvom produktionen estimeres at stige 90 procent i forhold til sidste år, så kan de alligevel møde modstand på eksportfronten. Her til morgen rapporterer South China Morning Post ifølge ikke navngivne kilder, at Kina ventes at indføre importforbud af australsk hvede, i lighed med det vi har set på byg og en række andre varer.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Meddelelsen ventes ifølge avisen at blive kommunikeret ud til alle kinesisk statsejede og private handelshuse i løbet af i dag, tirsdag. Dermed vil australske eksportører skulle finde nye afsætningskanaler, med risiko for højere fragtpriser til følge. Det betyder at importforbuddet omvendt kan gavne eksportmarkederne omkring Sortehavet og EU, og det vil være let prispositivt. Så sent som i går afviste Kina at fjerne told på australsk bygimport, der ligeledes kan fastholde efterspørgslen på varer fra Europa og Sortehavet.

Kina som wildcard

Kina forbliver et wildcard i relation til deres importappetit på tværs af afgrøderne, med høje indenlandske afgrødepriser, der indikerer en form for en skæv forsyningsbalance. Aktiviteten har de seneste uger dog været begrænset, men om det er for at undgå beskyldninger om indblanding op til det amerikanske valg skal vi lade være stå usagt.

Den kinesiske appetit for amerikanske sojabønner kan være på vej til at aftage, i takt med at vi kommer nærmere en sydamerikansk høst, hvor de brasilianske præmier er konkurrencedygtige ude på forårsterminerne. Den seneste 1-1½ uge er antallet af åbne kontrakter i sojabønner faldet 10-12 procent, og det indikerer at
fondene er i gang med at likvidere købte kontrakter. Hvis betydelige
købsinteresser i form af fondene er på vej ud af markedet, kan det være de første spæde tegn på en korrektion i sojabønner og trække skråen med lavere. Umiddelbart er der primært udsigt til en korrektion, indtil produktionen ud af Sydamerika er bedre kendt. Forsyningsbalancen efterlader ikke meget plads til produktionsforstyrrelser.

Råolie

Råolien svingede i går næsten 9 procent over dagen, efter at være åbnet med et fald på 6 procent, lukkede den små 3 procent højere på meldinger om, at OPEC+ aktivt arbejder på at forlænge produktionsloftet der er gældende frem til januar med yderligere 3 måneder. Vendingen i oliemarkedet supporterer her til morgen palmeolien der skyder 2,8 procent i vejret, hvilket understøtter sojaolien, og ligeledes ventes at støtte op om rapsfrøene fra åbningen i dag.