Lyt til artiklen:

Jyske Markets: Kontraktmisligholdelse blandt majsproducenter

00:00
Hastighed: ???x
03:35

Afgrødemarkedet startede ugen lavere på stigende smittetal og profittagning fra fondene, der sidder på store købte positioner i en lang række afgrøder, der bevæger sig på overkøbte niveauer efter ugers uafbrudte stigninger.

Samtidig står vi overfor en (stor) kommende amerikansk majs- og sojabønnehøst, og kombineret med finansielle markeder, der udviser stigende usikkerhed, dæmper det fondenes lyst til at øge deres i forvejen store købte positioner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Prisfaldene indtraf hele vejen rundt og påvirkede samtlige markeder, hvad end det var hvede, majs, sojakomplekset eller oliefrø.

Også bekymringer om faldende kinesisk efterspørgsel bidrog til prisfaldene. Dette på trods af at USDA ud på eftermiddagen annoncerede nye eksportsalg af sojabønner til bl.a. Kina og Pakistan, for samlet 435.000 tons.

Eksportsalgene supporterede kortvarigt sojakomplekset, men blev hurtigt udnyttet til at sælge på ny.

I det vegetabilske oliemarked var den negative stemning ikke bedre - tværtimod. Palmeolien indkasserede sit største prisfald i over en måned og faldt små 2,5 procent - og indkasserer her til morgen et nyt prisfald i samme størrelsesorden.

Man skal til gengæld også huske, at det vegetabilske oliemarked har oplevet en massiv genrejsning siden foråret og handler på præ-corona-niveauer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ikke mindst har både oliefrø og det vegetabilske oliemarked oplevet pæne prisstigninger henover september måned dels supporteret af god efterspørgsel, dels forsyningsbekymringer.

Rent teknisk kan palmeolien endnu korrigere 3-5 procent og fortsat opretholde sin stigende trend.

Rapsfrøene fulgte de omkringliggende markeder lavere, men slap relativt billigt med et afdæmpet prisfald på omtrent én procent.

Med til at presse det vegetabilske oliemarked er et råoliemarked, der i går handlede 4 procent lavere.

Blandt årsagerne er udsigten til, at Libyen får deres olieeksport delvist op og køre igen, efter interne uroligheder har medført en nedlukning gennem en længere periode, lige som de stigende smittetal også skabte bekymringer for efterspørgselsvæksten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med en overordnet rød dag på de finansielle markeder, kunne man forvente, at investorerne så i stedet søgte mod ædelmetallerne, der traditionelt er 'sikker havn', men det gjorde sig heller ikke gældende i går, hvor sølvprisen faldt hele 10 procent, mens guld handlede 2,6 procent lavere.

Det indikerer alt i alt et meget usikkert marked i øjeblikket, og man bør træde varsomt frem, ikke mindst med fondenes store købte positioner taget i betragtning.

I det europæiske majsmarked lurer også stor usikkerhed. Ifølge AgResource er der begyndende tendens til kontraktmisligholdelse fra producenter til kommercielle købere i både Rumænien og Ukraine, hvor sensommer tørke påvirker udbytterne negativt.

Op mod 10-15 procent af kontrakterne kan potentielt være i risikozonen som konsekvens af, at producenterne enten ikke kan levere den underliggende vare eller ser deres snit til at opnå en højere pris, som følge af det stigende kornmarked.

Udfordringerne kan skubbe til et i forvejen sårbart europæisk majsmarked, der er hæmmet af stramme forsyninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Egypten vil i dag igen være aktive i hvedemarkedet, og med de seneste uger prisstigninger til sortehavsoprindelserne bliver det spændende at se, om europæiske oprindelser igen vil finde vej, som i sidste uge, hvor polsk hvede var den billigste oprindelse på FOB-basis.

Tørke driller imidlertid stadig tilsåningen vinterafgrøderne i Sydøsteuropa og Sortehavet, hvilket vil opretholde visse risikopræmier i hveden, indtil nedbør finder vej til prognoserne og såsæden vej i jorden.