Lyt til artiklen:

Jyske Markets: Ukraine oplever værste tørke i et årti

00:00
Hastighed: ???x
03:45

Samme historie, men en ny dag.

Ti dage i træk har det amerikanske landbrugsministerium, USDA, annonceret eksportsalg til Kina på samlet 2,7 mio. tons, heraf blev der alene i går offentliggjort salg på 624.500 tons.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det fortsætter med at trække sojakomplekset højere, hvor sojabønnerne har ramt det højeste niveau i 27 måneder.

Sojaskrå blev dagens store vinder i sojakomplekset og steg 3 procent til det højeste niveau i lige så mange måneder og handler over 330$.

For en gangs skyld er stigningerne efterspørgselsdrevet, og ikke forsyningsdrevet. Men efterspørgslen afhænger i øjeblikket af en enkelt aftager, Kina, hvorfor vi også forventer at sojamarkedet vil køle af, når den kinesiske efterspørgsel bliver mere afdæmpet.

Trods stigningerne handler brasilianske FOB-bønner stadig med en præmie på 0,55$/bushel til amerikanske, ifølge amerikanske DTN.

Og så længe amerikanske bønner er billigere, så bør det også være den vej, efterspørgslen kigger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fondene fortsætter med at lægge til deres købte positioner i sojakomplekset, og det bliver der ikke lavet om på, så længe vi kører opad. 80 procent af de spekulative interesser holder i øjeblikket købte positioner i sojabønner.

Det øger risikoen på nedsiden, når stemningen engang vender.

Fondene har intet kommercielt incitament til at være positioneret i sojakomplekset udover at skabe afkast. Og derfor er de lige så hurtigt ude, som de kom ind, når retningen vender. Producenterne rapporteres at være blevet mere tilbageholdende med at prise ny høst, og afventer i stigende grad de faktiske udbytter, hvilket bidrager til at presse markedet højere.

Afhængig af hvordan sojahøsten falder ud, har den udsigt til at blive den anden eller tredje største i USA's historie.

Høsten ventes for alvor at være i fuld sving ultimo indeværende måned. Møllehveden oplevede i går også de positive vinde i afgrødemarkedet, men her er stigningerne mere tosidet, påvirket af effekter på både forsynings- og efterspørgselssiden. På efterspørgselssiden betyder et comeback til den russiske hvedeeksport, at sortehavsnoteringerne har indhentet de europæiske.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Ukraine har tørke medført stigende priser på majs, som dermed også bliver dyrere at importere ind i Europa, der er prisunderstøttende for hveden.

Den kombinerede ukrainske kornproduktion ventes at falde fra 75 til 68 mio. tons. Oveni har europæiske importører mødt konkurrence fra kinesiske importører på det ukrainske majseksportmarked. På forsyningssiden oplever Ukraine de værste vejrkonditioner for tilsåning af vinterhvide i over et årti, på grund af alvorlig tørke. Vejrprognoserne viser ingen nævneværdig forbedring i den nærmeste fremtid, med let regn, der kun ventes at kunne fugte jordoverfladen.

Tilsåningen kan udskydes frem til slutningen af september/starten af oktober, hvorefter tiden begynder at blive kritisk. Blandt oliefrøene og det vegetabilske oliekompleks, tog rapsfrøene en slapper oven på et par dage med kraftige stigninger. Palmeolien indhentede det forsømte efter malaysisk helligdag onsdag, og steg et par procent.

Sojaolien fulgte sojakomplekset højere, og det skaber en positiv spiral, hvor palmeolien hertil morgen på ny springer 2,5% i vejret. Den elektroniske handel i Chicago er startet op højere her til formiddag, lige som råolien handlere højere. Alt i alt giver det grobund for en positiv start for møllehveden og rapsfrøene fra den europæiske åbning.

Vi finder det sandsynligt at møllehveden og rapsfrøene i løbet af den kommende uge skal teste hhv. 200€ og 400€, med de prispositive effekter vi oplever over hele linjen i øjeblikket