Han har selv prøvet det utallige gange. Som hjælper på familiens landbrug har lige så længe han kan huske skullet hjælpe til med at fjerne sten på marken. Hvert år efter såningen brød nye sten frem, og fremgangsmåden for at få dem væk var altid den samme. Alle sten på størrelse med en knytnæve og større, skulle samles op ved håndkraft. Utallige buk i knæ og ryg skulle der til, når stenene skulle samles op og smides i vogn eller på traktorens frontlæsser.

Det må kunne gøres smartere, tænkte den dengang bare 15-årige Søren Vestergaard Kristensen fra Kjellerupegnen, da han i 9. klasse skulle lave et skoleprojekt. Resultatet blev forløberen til hans stensamlermaskine. En maskine, der spændes bag på en ATV, og som gør opsamlingen af sten markant hurtigere og langt mere skånsomt for landmanden.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

I dag er Søren Vestergaard Kristensen 22 år. Lige siden dengang har han perfektioneret sin maskine. Sideløbende har han uddannet sig til klejnsmed, og i dag arbejder han på fuld tid med sit projekt, Stoneless.

Det oplyser han i en pressemeddelelse.

- Det er et meget tidskrævende og træls arbejde at skulle samle disse marksten, og det kan tit være svært at få motiveret medhjælperne til netop denne opgave. Derfor er en maskine som den her relevant for rigtig mange landmænd, siger Søren Vestergaard Kristensen.

ATV-stensamleren kan spændes efter en ATV eller UTV, og er så klar til at klare det sure arbejde med at indsamle markstenene. En kontrolboks fra maskinen føres frem til ATV'ens styr, og derfra kan man så hæve og sænke skovlsektionen, sætte rotorarmene i gang og tippe ladet. Konkret bliver man altså siddende på sin ATV under hele arbejdet. Når man kommer til en sten, samler man den op ved at trykke på en kontakt i stedet for at bøje sig ned og samle stenen op ved håndkraft.

Der findes allerede en lignende maskine, der kan spændes bag på en traktor. Fordelen ved Stoneless' stenopsamler er, at den kan spændes bagpå en ATV eller UTV, og det betyder, at landmanden frit kan køre på kryds og tværs på marken, uden at skade afgrøderne. Det kan ikke lade sig gøre i en traktor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stoneless' stenopsamler koster 55.000 kroner, og den unge iværksætter fortæller, at de bliver revet væk. Tilbagemeldingerne fra kunderne har udelukkende været positive.

- Det fungerer bare. Folk har julelys i øjnene, når de fortæller om, hvor meget lettere, den har gjort arbejdet, og hvor meget tid, de har sparet. Vi har ikke hørt noget som helst negativt, og landmænd er ellers ikke så lette at imponere", griner Søren Vestergaard Kristensen.

Han har allerede travlt, men forventer at få markant mere at lave. Ambitionerne er høje, og iværksætteren har ikke tænkt sig at begrænse sig til Danmark. Stoneless skal vokse sig til at være et verdenskendt brand inden for landbrugsmaskiner.

- Det her er en udfordring over hele verden, så det er klart, at udlandet også er interessant for mig, siger han.