Hos Mjallerup Maskinstation er høsten i fuld gang, og det gode høstvejr giver arbejde til både mejetærsker og pressere.

Hos Mjallerup Maskinstation i det nordjyske, kører høsten i højeste gear. Dette giver travlhed til både mejetærskeren og presserne, men hvornår det får ende ved ejeren ikke.

- Vejret er godt og vi har høstet cirka 50 procent af arealet, men jeg tror snart at vi løber tør for korn der er klar til at blive høstet. Der har været travlt de sidste dage med tørvejr og høj sol og det har givet nogle rigtig gode dage, men jeg er ikke sikker på at alt kornet er klar til at blive høstet endnu, forklarer Nicklas Bøjer Nielsen, indehaver af Mjallerup Maskinstation.

rich-media-1
John Deere 8530 med Massey Ferguson 2190 bigballe presser. Foto: Emil Samsø Møller.

Tryk på presserne

Selvom det ikke er alt kornet der er modent endnu og mejetærskerne måske kommer til at holde stille, så er der fuld tryk på de tre pressere.

- Vi kører i år med to pressere selv, og får hjælp med en tredje og der er brug for det. Det meste halm kan presses direkte efter mejetærskeren og hvis vi skal følge med til det som kunderne høster så har vi travlt, understreger Nicklas Bøjer Nielsen.

rich-media-2
Det gode vejr giver travlhed for presserne, som skal servicere de mange kunder i det nordjyske. Foto: Emil Samsø Møller.

Middel udbytte

Det er ikke alt kornet der giver top udbytte i år, om det skyldes det tørre forår er Nicklas i tvivl om.

- Udbytterne i vintersæden ser fornuftige ud, men jeg er ikke helt tilfreds med udbyttet i vårsæden indtil nu. Om det er et forår med for lidt vand, der er skyld i det, ved jeg ikke, men jeg kan se at det er på de letteste jorde, hvor udbyttet er dårligst, forklarer den unge maskinstations ejer.

rich-media-3
New Holland CX8060 arbejder sig igennem det tørre rug. Foto: Emil Samsø Møller.