Efter sommerferien mødes politikerne igen på Christiansborg til nye drøftelser om fordelingen af EU's landbrugsbudgetter og forhandlinger om klima og miljø. Derfor ønsker Erling Bonnesen, landbrugs- og fødevareordfører for Venstre at få ministerens update på, hvor stor udbredelsen af markrobotter er i Danmark.

- Når vi nu skal til at drøfte klima og miljø i fremtiden, er det vigtigt, at vi også tænker teknologier ind i disse drøftelser. Derfor er det relevant for mig som politiker at få en opdateret opgørelse over brugen af robotter og præcisionslandbrug i erhvervet. Hvor langt er vi nået i udviklingen, i hvor høj grad bliver disse teknologier benyttet i landbruget, siger Erling Bonnesen, medlem af Miljø- og Fødevareudvalget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Erling Bonnesen har stillet spørgsmålet til Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling Mogens Jensen.

"Hvad kan ministeren oplyse om udviklingen og status på markrobotter til praktisk brug i landbruget?"

Penge til udviklingsarbejde

- Det er min opfattelse, at der er godt gang i udviklingen indenfor feltet med præcisionslandbrug. Mange projekter og virksomheder har længe arbejdet med dette felt. Jeg ønsker, at vide, hvordan det ser ud i praksis med markrobotter. Det er vigtig viden, så vi kan presse på, når vi skal lave fremtidige politiske aftaler for landbruget, siger han.

Erling Bonnesen vil presse på for at få udviklingspenge til at understøtte de projekter, der på nuværende tidspunkt allerede er i gang med udviklingen af præcisionlandbrug.

- Det er vigtigt, at vi i Danmark er helt fremme i skoene med den teknologiske udvikling indenfor fødevareproduktion, så vi kan sikre de bedste konkurrencevilkår for vores landmænd, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Præcisionslandbrug er vejen frem i forhold til optimal udnyttelse af gødning og begrænsning af sprøjtemidler, den udvikling skal vi være med på i fremtiden, siger Erling Bonnesen (V).