Hvede-høsten anno 2020 er blevet slået igang i det danske. Oliver Oksen Vanner har sendt et par billeder af hvedehøsten på bedriften Frydenlund hos Thomas Jacobsen på Broager land i det sønderjyske, som har tærsket de først 10 hektar vinterhvede.

- Årsagen er desværre fodsyge i de 10 hektar vi nu har høstet, så det har gjort at afgrøden desværre allerede var klar til høst, fortæller Oliver Oksen Vanner fra førersædet på Claas Lexion 450, som har ædt sig igennem hveden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bedriften er dog anderledes godt tilfreds med høsten af vinterbyg, som endte med et snit på 8,5 ton pr. hektar.

- I enkelte pletter var udbyttemåleren endda over 10 ton pr. hektar, fortæller Oliver Oksen Vanner.

Bedriften dyrker 230 hektar planteavl ved siden af en griseproduktion og foruden hvede og vinterbyg er der også rødsvingel og vårbyg i markplanen.

- Ligesom vinterbyggen er frøhøsten også afsluttet hos os. Nu går der i hvert fald en uge inden høsten fortsætter i hvede og vårbyg, fortæller Oliver Oksen Vanner.

I hveden var der 16-18 procent vand.

rich-media-3
Endnu et læs hvede tanks af. Foto: Oliver Oksen Vanner.