Den nyvalgte formand Kristian Møller Sørensen og direktør Vagn Nielsen takkede Anders Dyrberg for hans lange og professionelle indsats for fabrikken ved Karup Kartoffelmelfabriks generalforsamling 30. juni.

Under sin beretning kunne den afgående formand fortælle, at vækstsæsonen 2019 startede med gode betingelser i marken og efterfølgende acceptabelt vejr og dermed tegnede avlen positivt. Men i august begyndte det at regne og det fortsatte næsten uafbrudt igennem hele efteråret og vinteren, hvilket betød meget vanskelige forhold for kartoffeloptagning og nogle af avlerne fik ikke bjerget alle kartofler af de regnvåde marker, skriver AKK i referatet fra generalforsamlingen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kampagnen 2019

Til kampagnen 2019 idriftsatte Karup Kartoffelmelfabrik et nyt fabriksafsnit med en kapacitet på 40 tons kartoffelmel pr. time, hvilket bragte produktionskapaciteten op på i alt 70 tons i timen. Dette har medført en væsentlig reduktion i længden af kampagnen og kampagnen kunne afsluttes den 14. december efter 93 kampagnedøgn i mod 145 døgn året før.

Igennem regnskabsåret har der været en høj efterspørgsel med tilfredsstillende markedsforhold og der har været meget beskeden påvirkning af Corona-krisen.

Årets resultat blev på 218,4 millioner kroner, hvoraf 217,5 millioner kroner udbetales som efterbetaling til fabrikkens avlere.

Efterbetalingen svarer til 2,00 kroner pr. kg leveret stivelse. Herudover er der udbetalt 0,08 kroner pr. kg stivelse i fragtgodtgørelse. Dette sammenholdt med en a conto afregning på 2,10 kr. pr. kg stivelse har medført, avlerne har opnået en samlet afregning på 4,18 kroner pr. kg leveret stivelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Denne afregning har i gennemsnit givet fabrikkens avlere en indtægt på 36.500 kroner pr. hektar, hvilket er det bedste resultat der er opnået.

Bestyrelsen efter valget

Valget gav genvalg til Ole Madsen, Ikast og Henrik Madsen, Ørre og nyvalg til Annette Dam, Ilskov og Niels Ejnar Rytter, Allelev.

Den øvrige bestyrelse består af Kristian Møller Sørensen, Bording, David Straadt, Fårbæk og Jens Hansen, Ørum Norddjurs.

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig således:

Formand Kristian M. Sørensen, næstformand Ole Madsen og sekretær David Straadt.