Kartofler er en basisvare - akkurat som eksempelvis toiletpapir og vaskemiddel. Derfor er man ikke hårdt ramt af corona-krisen hos Danorganic, der pakker økologiske kartofler.

Tværtimod er produktionsdirektør hos Danorganic Torben Rud Nielsen positiv og forventer, at salget vil stige hen over sommerferien. Det skriver Herning Folkeblad i en artikel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er vant til at køre på et lavt niveau fra slutningen af juni til slutningen af juli, men vi tror på et større salg i år, fordi folk bliver hjemme og dermed også vil lave mere mad selv, siger Torben Rud Nielsen til Herning Folkeblad.

Den økologiske planteavler har hovesæde i Sdr. Felding og havde i regnskabsåret 2018/2019 en bruttofortjeneste på 5,6 millioner kroner og et årsresultat på 0,8 millioner kroner.