Når der skal tages stilling til sortsvalget i marken, er det en vigtig faktor, at sorten passer godt ind i markplanen med gode egenskaber og et højt udbytte, skriver Limagrain i en pressemeddelelse. Men hos De Tre Gårde ApS i Thy, tager bedriftsejer Kristen Vendelboe skridtet videre og laver løbende plantesaftsanalyser af sine afgrøder.

I sommeren 2019 tog det næsten tre uger at få rapshøsten helt i hus hos De Tre Gårde ApS i Thy, og Claas 770'eren stod hele perioden på spring til at rykke ud, så snart der var det mindste ophold i regnen. Det lykkedes at komme i mål med et udbytte på 4,6 tons pr. hektar i gennemsnit og et olieindhold på omkring 48 procent. Et tilfredsstillende resultat, vurderer bedriftsejeren:  

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Udbyttet endte over middel, selv om vi blev udfordret af det drilske vejr i høstperioden og i foråret af elleve stykker kronvildt, der slog sig ned i markerne, siger smågriseproducent Kristen Vendelboe, der ud over sin svineproduktion med 1500 søer har 500 hektar med forskellige afgrøder på gården, der ligger ved Bubbel tæt på Hurup Thy.  

Løbende plantesaftsanalyser giver forspring

Måden, som afgrøderne dyrkes på, er en vigtig del af forklaringen på, at man trods krondyr og regnvejr nåede i mål med et godt rapsudbytte på De Tre Gårde, skriver Limagrain i pressemeddelelsen. For i modsætning til de fleste andre danske bedrifter benyttede De Tre Gårde plantesaftsanalyser hver tredje uge til at overvåge afgrødernes udvikling. Og det giver langt bedre muligheder for at reagere tidligt på for eksempel vitaminmangel, fortæller Kristen Vendelboe:

- Vi kan langt tidligere end ellers se, om afgrøderne mangler noget. Dermed kan vi gribe ind, før der sker skader, som kan resultere i dårlig høst. Prøverne sendes til firmaet LMI Jordnära Experter i Helsingborg, der trækker på en stor svensk database, som der ikke findes lignende af i Danmark.

- Det er ikke anderledes, end at vi også løbende tager blodprøver af vores smågrise. Vi får hurtigt et detaljeret billede af, om udviklingen er, som den skal være, så vi kan vurdere, om vi skal gribe ind. Det giver os et vigtigt forspring, siger han.

Sortsvalg er afgørende for udbyttepotentialet

Kristen Vendelboe er meget opmærksom på at vælge sorter, der matcher de aktuelle forhold og udfordringer og på den måde bidrager til at sikre et godt udbytte. Samtlige 500 hektar hos De Tre Gårde dyrkes pløjefrit og med fast sædskifte mellem seks forskellige afgrøder for at optimere udbytterne sæson efter sæson.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For eksempel har der tidligere været problemer med kålbrok i rapsen, og derfor valgte han sidste år den nye hybridvinterraps LG Alasco, der er kålbrok-resistent og skulpe-opspringsresistent. Den er igen valgt til de marker, der har kålbrok, og derudover dyrker De Tre Gårde også LG Artemis og LG Ambassador - to andre hybridvinterrapssorter, der udmærker sig ved høje udbytter.

- Uanset dyrkningsmetoder er sorten i sig selv afgørende for udbyttepotentialet, og også her er det de små detaljer, der er med til at give de sidste vigtige procenter. LG Alasco på kålbrok-markerne sikrer ikke kun effektiv kålbrok-bekæmpelse, men giver også en god forfrugt til hveden næste sæson. Det er vigtigt at have med i sine overvejelser, når man skal vælge sort til det kommende år, slutter Lars Bonde Eriksen, produktchef for raps hos Limagrain, som har udviklet hybridvinterrapssorterne.