Forskere fra Københavns Universitet har fundet en metode til at lave proteinpulver med klimavenlige hestebønner.

Flere danskere vælger at supplere eller helt erstatte deres animalske proteiner fra kød med protein fra planter, blandt andet fordi de ønsker at passe på klimaet.

Ofte bruger vi protein fra sojabønner, når vi eksperimenterer med vegetariske retter i køkkenet, men ny forskning fra Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet viser, at en anden afgrøde, nemlig 'hestebønnen' (favabønner), er en rigtig god alternativ kilde til protein. Derudover er hestebønner langt bedre for miljøet, skriver Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet

- Mange forbrugere skriger på alternativer til soja, der belaster miljøet hårdt. Derfor har vi fundet en metode til at forarbejde hestebønnen, så vi kan producere et koncentreret proteinpulver. Fordelen ved hestebønnerne er også, at de kan dyrkes lokalt i Danmark. Det er godt nyt for klimaet, siger Iben Lykke Petersen, adjunkt på Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet og en af forskerne bag det nye studie, der er udgivet i tidsskriftet Foods.

Bedre for klimaet

Hestebønnerne er meget bedre for klimaet, fordi de kan dyrkes lokalt i modsætning til sojaplanten, der primært dyrkes i USA og Sydamerika og derefter importeres til Danmark.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Flere landbrug i Brasilien og Paraguay rydder derudover store skovområder for at få plads til sojamarker, og det har store negative konsekvenser for dyreliv, biodiversitet og udledning af CO2.

- En anden væsentlig faktor er, at i modsætning til hestebønner, er meget soja genmodificeret, så det kan tåle Roundup. Og her er mange forbrugere kritiske over for, hvad det har af konsekvenser for miljøet, lyder det fra Iben Lykke Petersen.

Læs mere om hestebønnerne.

Læs mere om økonomien i hestebønner i HYO.

Læs mere om hestebønner som klimavenlig svinefoder i HYO.