Imens man i de større danske byer opfordrer børn og voksne til at male regnbuer, for at minde hinanden om, at alt bliver godt igen efter corona/covid19-krisen, så vil #BornholmBlomstrer have os alle sammen til at så blomster, så vi kan bevise, at vi udover at gøre noget godt for biodiversiteten kan bidrage til at gøre verden smukkere midt i en svær tid, skriver Dansk Planteværn i en pressemeddelelse.

- Vi vil gerne vise, at vi som ø-samfund sagtens kan løfte i flok, selvom vi fysisk ikke kan være sammen under corona/covid19-situationen. Bornholm Blomstrer vil efter påske være klar med blomsterfrø til både landmænd og private, ligesom tidligere år vil frøene skulle bestilles, hvis man skal så mere end 100 m2 og afhentes af deltagerne, for derved at sikre deltagerne imod virus, siger projektleder Klaus H. Petersen fra Bornholms Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Insekternes velfærd og udbredelsen af pollenbærende planter på Bornholm vil også i 2020 være det primære formål med projektet, men i samarbejdet er man enige om, at det lige netop i år er vigtigt at holde humøret højt blandt bornholmerne og de mange turister der besøger øen. Derfor vil der blive skruet op for farverne i blandingen i forhold til den forgangne sæson.

-Vi vil gerne være med til at motivere børn og voksne, så alle kan få tankerne lidt væk fra den alvorlige situation, Danmark befinder sig i. Vores opfordring til bornholmerne er derfor, at vi som ø-samfund skal stå sammen om at gøre noget smukt for naturen og vores humør, så hent frøene og så dem med børnene, og så håber vi ellers at folk vil dele billeder og videoer af såning, pleje og smukke buketter med hashtagget #Bornholmblomstrer, lyder opfordringen fra Klaus H. Petersen.

På facebooksiden Bornholm Blomstrer vil interesserede også kunne læse mere om, hvordan man skaber optimale betingelser for sine blomsterfrø, og uanset om man benytter egne frø eller frø fra samarbejdets blanding, så opfordres alle til at dele de farverige oplevelser med resten af Danmark. Kampagnen har samlet en række gode erfaringer op fra tidligere år, så blandingen indeholder både et- og flerårige arter. Desuden indeholder blandingen endnu flere forskellige blomster for at sikre en længere blomstringsperiode. Blandingen indeholder i år både hør, Kællingetand, valmue, kornblomst med flere.

Det handler om imagepleje

Med biodiversitetsstriber som fælles reference har Bornholms Landbrug & Fødevarer i samarbejde med Dansk Planteværn og Syngenta samlet lokale organisationer, kommunen, internationale firmaer, private og ikke mindst de bornholmske landmænd om at få Bornholm til at blomstre, skriver Dansk Planteværn.

#BornholmBlomstrer involverer primært landbrug og private lodsejere, men andre aktører er også med på idéen. Det handler om imagepleje. Ikke kun for landbruget, men for hele øen, og det er en fælles målsætning at få Østersøens perle til at fremstå som en smuk, samlet enhed, der kan og vil stå sammen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bornholms Landbrug & Fødevarer & Fødevarer er tovholder på #BornholmBlomstrer, og målet er at vise, at landbrug og natur kan gå hånd i hånd, hvis vi skaber gode rammer for begge dele. Under hashtagget #BornholmBlomstrer udsender deltagerne i projektet løbende tweets og posts på Facebook og Instagram, og målet er at få alle deltagere og tilskuere til projektet til at dele sin oplevelser med omverdenen og ikke mindst med hinanden, så også turister og folk fra andre dele af landet kan få et glimt af blomsterøen i Østersøen.

Deltagere i Bornholm Blomstrer: Bornholms Landbrug & Fødevarer, Dansk Planteværn, Syngenta, Danmarks Jægerforbund, Friluftsrådet, BC-Catering, Biologiforbundet, Bornholms biavlerforening, Vildebier.dk og Vikima