Fortsat service og reservedele til Hardi kunderne i Nordjylland og området syd for Limfjorden, lover Hardi i en pressemeddelelse.

- Vi er klar over, at der arbejdes på en løsning i Hjallerup Maskinforretning. Indtil andet er sket, henvises kunderne til de autoriserede Hardi-forhandlere i området, siger Peter Dahl, Sales Director Hardi North.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Farmas i Brønderslev vil kunne levere service og reservedele til de mange brugere af Hardi-produkter i Nordjylland. Farmas har en lang tradition for at håndtere Hardi-sprøjter med flere afdelinger i Jylland, skriver Hardi.

Forøget back-up

Ligeledes har Agrotek i Hobro stor erfaring med at servicere Hardi-produkter og vil selvsagt være til rådighed for kunderne i regionen med levering af reservedele og service.

- Vi har været i kontakt med begge forretninger omkring situationen, og der er sikret reservedele og forøget service back-up for at støtte kunderne så optimalt som muligt, siger Peter Dahl.

Hardi har i mange år uddannet servicemontører fra alle de autoriserede Hardi-forhandlere, og der er stor fokus på en hurtig og stabil reservedelsforsyning.

- Corona-krisen har ikke haft betydning for reservedelsleveringerne. Vor fabrik i Nr. Alslev på Falster og vor reservedelsforsyning fra denne fabrik og vor hovedlager i Frankrig kører fortsat, og der leveres fortsat dele til næste dag overalt i Danmark, siger Peter Dahl.