Mejeriproducenten Arla går nu ind i plantekategorien. Arla vil bruge sin viden og ekspertise inden for fødevarer og direkte adgang til gode, lokale råvarer til at udvikle plantekategorien. I første omgang er Arla klar med tre havredrikke under det nye brand Jörd, som rammer køledisken inden sommerferien.

- Mælken vil altid være hjertet i Arla. Men vi ved, at mange danskere bruger plantedrikke side om side med mælken. Derfor er det et naturligt skridt og en spændende forretningsmulighed for os at gå ind i plantekategorien, som ligger i tæt forlængelse af vores øvrige produkter. Vi vil bruge vores unikke ekspertise og innovationskraft til at udvikle naturlige, nordiske produkter, som passer til danskernes hverdag, siger Hanne Søndergaard, koncerndirektør for global marketing og innovation i Arla.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

De tre havredrikke rammer køledisken senere i år, hvor danskerne kan møde Jörd Havre, en ren havredrik med en frisk og ren smag, Jörd Byg, der har en sødme fra byg og Jörd Hamp, som har et strejf af hamp, der balancerer havrens sødme med en bitterhed og nøddeagtige noter. Fælles er, at de er naturlige og rene med en kort ingrediensliste på fire til fem råvarer.

Mejeri og planter går hånd i hånd

Andelsmejeriet lever af hele tiden at spotte nye trends og udvikle produkter, som forbrugerne efterspørger. De tre havredrikke under Jörd ligger i naturlig forlængelse af Arlas øvrige sortiment, hvor der er planter i en lang række produkter. Og mange af Arlas landmænd dyrker allerede i dag planter som havre og byg, som kan bruges til plantefødevarer.

- Vi skal hele tiden være dygtige til at følge med udviklingen i forbrugernes vaner og behov. Det gælder også kategorier, som ligger uden for mejeri. Vores vigtigste opgave er at have en tidssvarende portefølje af kvalitetsprodukter, der sikrer den højst mulige afregning til vores landmænd. Og det forventer vi, at Jörd i høj grad vil bidrage til, siger Hanne Søndergaard og tilføjer:

?Vores nye havredrikke differentierer sig ved at bringe nye smagskombinationer ind i kategorien, at være baseret udelukkende på økologiske og nordiske råvarer og ved at indeholde op til 50 procent mere havre sammenlignet med markedslederne i Danmark. Parametre som forbrugerne har kvitteret for i vores test af de nye havredrikke.