Næstformand i Bæredygtigt Landbrug Gustav Garth-Grüner foreslår, at man ser på alle de stoffer, der findes i vandmiljøet - både fra husholdninger, industri og landbrug.

- Vi tager skarpt afstand til brugen af ulovlige midler. Vi bruger så lidt som muligt, så meget som nødvendigt. Vi bruger de mest skånsomme midler - efter forskrifterne. Hvis der konstateres problemer med enkelte midler, så må de udgå. Vi tager skarpt afstand for brug af ulovlige midler. Vi vil ikke forurene, sagde næstformand Gustav Garth-Grüner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Næstformanden ønsker ikke at landbrugsproduktionen skal sætte et større aftryk end allerhøjest nødvendigt.

- Vi stoler på de forsøg, der så seriøst udføres under VAP-systemet, sagde han.

I sidste uge blev der offentliggjort en ny rapport om massescreening af grundvandet. Miljøstyrelsen har undersøgt 263 boringer for 415 forskellige pesticidstoffer.

- Det er den største undersøgelse af sin art. Det er taget over 100.000 prøver. Vel at mærke af nye stoffer BAM, DMS og lignende har man jo tidligere målt for, så de indgår selvfølgelig ikke igen. Det glædelige er, at der ikke er fundet nogle af de pesticider, vi anvender i dag - over kravværdien, sagde han.

I 80 procent af boringerne er der ikke fundet rester fra pesticider og andre stoffer. I langt de fleste af de resterende 53 boringer er resterne af pesticider i så lave koncentrationer, at de holder sig under kravværdien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kedelige er, at der er fundet spor af ulovlige ukrudtsmidler. Brug af ulovlige midler må vi på det skarpeste tage afstand fra. Der er tidligere fundet stoffet DMS, der er nedbrydningsprodukter fra blandt andet træbeskyttelse og maling i vandmiljøet. I mindre mængder - under grænseværdien, sagde Gustav Garth-Grüner i formandsberetningen på Bygholm Landbrugsskole.

Landbrugets kemi har traditionelt været det mest undersøgte, og erhvervet skal stadig undersøges, det skal alle andre stoffer også, mener han.

- Landbruget vil være med til at passe på miljøet. Derfor foreslår vi, at man ser på alle de stoffer, der findes i vores vandmiljø - både fra husholdninger, industri og landbrug. Og stiller dem op på en skala efter giftighed. Derefter kan man tage hul på stofferne i den rigtige rækkefølge: De giftigste skal væk først, sagde næstformanden.

Fokus på glyphosat

Gustav Garth-Grüner kritiserer at myndighederne ensidigt sætter fokus på Roundup i den offentlige debat.

- Det er ikke fagligt begrundet. Stoffet ligger lavt i giftighed, og det er nedbrydeligt. Et forbud mod Roundup vil skade både miljø og klima. Det vil betyde mindre kulstof i jorden og mindre CO2-opsamling. Det vil umuliggøre dyrkningssystemer som reduceret jordbehandling, det vil kræve mange flere traktortimer i marken, det vil umuliggøre efterafgrøder, det vil betyde brug af andre og skrappere midler, og det vil betyde mere vårsæd og derved mere nedsivning af næringsstoffer til vandmiljøet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Uden Roundup vil det være nødvendigt at harve mindst 50 procent af markerne adskillige gange om efteråret for at holdt kvikgræs nede, sagde næstformanden.