Debatten om klimavenlige afgrøder uden pesticidrester har sat gang i ideudviklingen hos Danske Kartofler med udviklingen af nye klimavenlige kartofler.

I december 2019 oplistede Danmarks Naturfredningsforening en liste af fødevarer med pesticidrester på baggrund af Fødevarestyrelsen og DTUs pesticidkontrol fra 2018. I kontrollen fandt man rester af sprøjtegifte i 14,5 procent af prøverne af danske konventionelle kartofler. Nu vil Danske Kartofler imødekomme kritikken og lancere et nyt produkt for de danske forbrugere.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi kalder den klimakartoflen, hvor vi stiller særlige krav til avlerne om at avle, så der ikke findes rester af pesticider i afgrøden. Det er ikke særlig in hos de unge at spise kartofler, det skal vi have lavet om på, siger Carl Heiselberg, formand for Danske Kartofler.

- Klimakartoflen vil kunne forklare offentligheden det formålstjenlige i at dyrke kartofler intensivt med mindre påvirkning af miljøet og gøre det in at avle et højt udbytte pr. hektar af en af de mest sunde fødevarer med lavest CO2-aftryk. Det skal blive den nye trend indenfor kartoffeldyrkning. De store industriproduktioner skal kunne konkurrere på verdensmarkedet, og det forudsætter høje og stabile udbytter, siger formanden for Danske Kartofler.

Landbrugsstyrelsen vurderer at der i øjeblikket bliver dyrket 45.000 hektar jord i Danmark med alle typer kartofler, både konventionelle og økologiske.

Lav klimaaftryk

For at understrege kartoflens lave klimaaftryk fremhæver Carl Heiselberg, at 16 kg danske kartofler har samme klimaaftryk som ét kilo ris, der skal transporteres fra Asien.

- Kartofler er klimavenlige, fordi de har et højt udbytte pr. hektar i forhold til andre afgrøder, siger formanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I dag afholder Danske Kartofler generalforsamling i Vingsted Centret, hvor netop klimaet og C02-aftryk var et emne i formandens beretning, hvor han fortalte medlemmerne om satsningen på klimakartoflen.

- Vi starter op med forsøgsavlere i efteråret 2020 med klimakartoflen i mindre skala. Endnu ligger det ikke helt fast, hvornår vi er klar til at præsentere kartoflen for forbrugerne, siger formanden.

I løbet af eftermiddagen har avlerne på store kartoffeldag mulighed for at høre foredrag om dyrkning af den nye klimakartoffel.

Danske Kartofler arbejder i øjeblikket på at udvikle et logo med klimakartoflen, så forbrugerne tydeligt at se forskel, når skal foretage valget i køledisken.