I de senere år har naturfremmende tiltag i markfladen, så som blomsterstriber, MFO blomsterbrak og MFO bestøverbrak, vundet frem i popularitet, skriver Djursland Landboforening i en pressemeddelelse. Alle er de tilsået med frøblandinger, der består helt eller delvist af blomster, og fungerer som en slags 'tankstation', hvor humlebier, sommerfugle og andre bestøvende insekter kan hente pollen og nektar i sommerperioden.

Har Du lyst til at skabe mere variation i landskabet til glæde for både bier og forbipasserende, kan du lade Djursland Landboforening stå for etableringen af blomsterstriber på dine marker. Du kan vælge mellem en konventionel eller en økologisk blanding, og striberne bliver sået i 3 meters bredde (2 m blomsterblanding + 1 meter honningurt). Det eneste krav er, at jorden skal være pløjet eller harvet og gerne være klar til såning den 1. maj 2020. Såarbejdet bliver udført med rotorsåsæt, som Djursland Landboforening har indkøbt til formålet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal helt sikkert have etableret blomsterstriber - det ser flot ud. Vi har egentlig været i gang i et par år, men det har ikke rigtigt fungeret for os, så nu vil vi have nogen ud, som har forstand på det. Vi placerer det ved vejen, så både vi og naboerne får noget ud af det, fortæller landmand Thomas Olesen, formand for Svineproduktionsudvalget, Djursland Landboforening.

Den mest optimale placering er i tilknytning til eksempelvis levende hegn, diger, markskel, grøfter, græsningsarealer eller søer. På denne måde vil tiltagene fungere som en buffer, der beskytter naturarealerne mod påvirkning fra pesticider og gødning. En anden mulighed er at få sået blomsterstriberne langs vejen, så hele lokalsamfundet får glæde af de farvestrålende sommerblomster.