Vi sælger i stigende grad højt specialiserede produkter, hvor Danmark ligger helt i front i forhold til kvaliteten.

Til sommer deltager Danmark i EM i fodbold. Det ligger måske ikke lige til højrebenet, at Danmark gentager triumfen fra 1992, men til gengæld har vi allerede hevet et andet verdensmesterskab på grønsværen hjem, nemlig den uofficielle titel som verdensmester i græsfrø.

I næsten stilhed er eksport af frø blevet en kæmpe forretning for Danmark. Vi eksporterer for over to milliarder kroner om året. På mange af de store stadioner rundt omkring i verden er det græs fra danske frø som verdensstjernerne løber rundt på. Det siger noget om, hvor det danske fødevare- og landbrugserhverv er på vej hen. Vi sælger i stigende grad højt specialiserede produkter, hvor Danmark ligger helt i front i forhold til kvaliteten. Det skaber arbejdspladser både i by og på land og er med til at bidrage til vores fælles velfærd.

For Venstre viser det, at Danmark sagtens kan være et fødevare- og landbrugsland samtidig med at vi har høje ambitioner, når det gælder miljø og klima. Danske landmænd har en lang tradition for at udvikle lukrative nicher som eksempelvis frø. Faktisk blev arbejdet med at udvikle frø af høj kvalitet startet allerede i slutningen af 1800-tallet. Den lange tradition for forskning og udvikling er med til at sikre et værdifuldt dansk og bæredygtigt fødevareerhverv også i fremtiden.