De nye vandråd skal have både ret og pligt til at komme med anbefalinger om eksempelvis en indsats i forhold til forbedringer af spildevandsrensning - herunder om egentlige målinger for at få kendskab til problemets omfang.

Sådan lyder det i et åbent brev fra Bæredygtigt Landbrug til miljøminister Lea Wermelin (S). Bæredygtigt Landbrugs direktør reagerer således mod vejledningen for vandrådsarbejdet, hvor det hedder, at der skal fokuseres på den fysiske vandløbsindsats og ikke spildevand og/eller andre menneskelige påvirkninger.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Der er tilsyneladende lagt op til, at vandrådene skal ud og se på virkeligheden, men ikke må forholde sig til den. Vi mener, at vandrådene skal være frit stillet til at komme med de anbefalinger, de ønsker, og som de vurderer er fagligt korrekte - altså også i forhold til for eksempel spildevand. Alt andet vil være horribelt og spild af vandrådenes tid, lyder det fra Hans Aarestrup - som forudser konflikter, hvis ministeriet igen afviser at bruge vandrådene fuldt ud.

Mangler overblik

Bæredygtigt Landbrug mener fortsat, at alt for mange kunstige vandløb, der er lavet af hensyn til afvanding, aldrig vil komme i god økologisk tilstand, og at vandrådenes grundlæggende arbejde derfor bør bestå i at få disse vandløb ud af vandplanerne. Men ifølge interesseorganisationen er det helt evident, at ministeriet samtidig mangler et tilstrækkeligt overblik over den kemiske tilstand i vandløbene. Det skyldes ifølge BL-bestyrelsesmedlem Peter Rosendal blandt andet, at Danmark i mange år har undladt at foretage de målinger, der ellers er pligtige efter vandrammedirektivet:

- Det har Miljø- og Fødevareministeriet selv tilstået. Og i den forbindelse bør spildevand samt miljøfarlige og miljøfremmede stoffer særligt fremhæves som parametre, hvor der i dag foretages et helt utilstrækkeligt antal målinger, siger Peter Rosendal.