Selv om vi kunne øge sukkerroe-udbyttet yderligere, vil det ikke være en god ide for danske landmænd at gå ud på verdensmarkedet for sukker.

Sådan lød den lidt slukørede konklusion fra Thomas de Witte, da han i dag holdt et indlæg på Patriotisk Selskabs økonomikonference i Odense Kongres Center for cirka 180 fremmødte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Thomas de Witte er leder for en arbejdsgruppe hos Thünen-Instituttet for landbrugsøkonomi i Tyskland. Instituttet forsker i jordbrugsproduktion, og arbejdsgruppen har gennemført op til flere forskningsprojekter om økonomien i sukkerproduktion.

Indlægget bidrog med et overblik over hele verdens produktion af sukker, hvor Brasilien og Indien tegner sig som regulære stormagter inden for sukker.

rich-media-2
Thomas de Witte er leder for en arbejdsgruppe hos Thünen-Instituttet for landbrugsøkonomi i Tyskland. Foto: Jess Ulrik Verge.

I dette stærkt konkurrenceprægede marked er det ikke kun danske landmænd, der er oppe imod stærke kræfter. Det gælder også hele det europæiske landbrug, der har svært ved at tage udfordringen op med verdens gigantiske sukkerrørs-producenter, hvor vi blandt andet er oppe imod længere vækstsæsoner og producenter, der har ganske godt styr på økonomien og udbytterne.

Thomas de Wittes konklusion er dog ikke, at danmark skal droppe sukkerroerne. - De kan stadig spille en vigtig rolle i sædskiftet, sagde han.