Økologisk Landsforening inviterer til julemarkvandring med indlagt debat om landbrugets fremtidige naturhensyn.

Naturen skal have mere plads, hvis vi skal værne om den - også i landbrugsdriften. Det mener Økologisk Landsforening, som den 10. december inviterer til julemarkvandring hos den økologiske landmand Claus Thomsen fra Marienlyst ved Randers.

Claus Thomsen dyrker 87 hektar og begyndte i starten af 2019 at omlægge til økologisk drift.

Han har blandt andet opdelt de store markflader ved at anlægge insektvolde, så der ingen steder er mere end 50 meter til skjul, redested og overvintring for de dyr, der lever på marken. Han har også tanker om at etablere et 4 hektar stort vådområde, og er gået i gang med at udtynde ejendommens læhegn.

Hjælper insekterne

- Naturen er en vigtig del af mit landbrug og en vigtig del af den økologiske tanke. Jeg bruger ikke pesticider, derfor har jeg brug for billernes og insekternes hjælp. Hvis de skal hjælpe mig, skal jeg også hjælpe dem. Det er én af grundene. Alt levende skal have en plads, derfor indretter jeg mit landbrug på den mest bæredygtige måde, siger Claus Thomsen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Økologisk Landsforening er arrangør og skriver i invitationen:

Selvom det snart er vinter og markerne næsten er bare, er det nu, det er bedst at se, hvordan landbrugsnaturen egentlig har det. Derfor inviterer vi denne markvandring, hvor debatten om landbrugets fremtidige naturhensyn kan tages, og hvor man kan se de velgennemførte eksempler på, hvordan landbrug og natur kan kombineres.