I Danmark fejres jordbundens dag på Dalum Landbrugsskole med en stribe perspektivrige indlæg om erosion, jordfrugtbarhed og biodiversitet.

Vigtigheden af at bevare en sund, levende og frugtbar landbrugsjord, der både gavner landmænd og samfund, markeres hvert år 5. december. I år med temaet "Stop jorderosion".

Den vigtigste forudsætning for at få et godt liv er en sikker forsyning med sund og tilstrækkelig mad hver eneste dag året rundt. Desværre er det et gode, der ikke er forundt os alle, idet omkring 815 millioner eller omkring 13 procent af os går sultne i seng hver eneste dag, skriver arrangørerne bag dagen i en pressemeddelelse.

Desuden udpines to gange Danmarks areal årligt på verdensplan, hvorved landbrugsjorden bliver til ørken. Det betyder både manglende forsyning med fødevarer, men også udledning af store mængder klimagasser og et enormt tab af biodiversitet.

Lagre klimagasser

Heldigvis kan landmændene ved valg af bedre dyrkningsmetoder øge frugtbarheden i deres jord og endda genoprette den jord, der er udgået af dyrkning. De kan også lagre klimagassen CO2 som livgivende humus i jorden og derved være med til at modvirke den globale opvarmning, skriver arrangørerne.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

En sikker og væsentlig sidegevinst er, at der med mere humus i jorden også er langt større biodiversitet - og erosion, der forurener vandmiljøet, reduceres markant.

Derfor er det yderst relevant, når FAO i en årrække har markeret "Jordbundens dag" hvert år den 5. december med forskellige temaer.

I år er temaet stop jorderosion i bred forstand - og hvis vi ikke før har set, at netop erosion er et problem på de danske marker, så har det været meget tydeligt i år.

Bredt samarbejde

For at skabe bred opmærksomhed omkring nødvendigheden af at passe godt på vores landbrugsjord, er flere foreninger gået sammen om en markering af Jordbundens dag 2019.

Det er Agrovi, Foreningen for Reduceret jordbearbejdning i DanmarK (FRDK), Seges og Økologisk Landsforening. Men andre kan også være med i de kommende år, fordi initiativtagerne ønsker en bredt funderet, årlig dansk markering.

Sammen har de lavet et program, som kommer omkring udfordringer og muligheder i at bevare og opbygge landbrugsjordens frugtbarhed i Danmark.

Det hele bliver rullet ud torsdag 5. december 2019 på Dalum Landbrugsskole med start klokken 9.00.

Der bliver indlæg fra forskere fra Københavns Universitet, Roskilde Universitetscenter og Aarhus Universitet. Desuden bliver der indlæg fra tre projekter, nemlig CarbonFarm, Grønne Marker Stærke Rødder (GMSR), og Sund Jord - en investering i dyrkningssikkerhed og udbytte.

Dagen bliver rundet af med en eller to landmænd, der fortæller om deres erfaringer med henholdsvis Conservation Agriculture og pløjefri dyrkning.

Alle kan tilmelde sig via denne hjemmeside: