Når man kører rundt i Minnesota er der overalt marker, hvor eksempelvis majsplanterne og sojabønne-planterne kun har den halve højde af, hvad der er normalt. Det skyldes store mængder sne sidste vinter og enorme mængder af regn i forårsmånederne, som har vanskeliggjort såningen.

I nogle stater har landmændene kun fået sået cirka halvdelen af deres afgrøder. US Department of Agriculture anslår, at omkring fire millioner hektar i hele USA ikke er blevet tilsået i år. Ved udgangen af maj var kun knap halvdelen af majsarealerne i kornbæltet tilsået. Den sene såning betyder også at vækstperioden især i kornbæltet bliver en til to måneder kortere med lavere udbytter til følge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det våde vejr kædet sammen med præsident Trumps handelskrig med Kina, og for så vidt også med Canada og Mexico på landbrugsområdet, betyder, at især mælkeproducenterne ikke har kunnet sælge mejeriprodukter til disse lande og har mistet indtægter for flere milliarder kroner.

Derfor står landmændene i hele USA i almindelighed og i kornbæltet i særdeleshed over for en økonomisk katastrofe. Priserne på mejeriprodukter er faldet, og der er overproduktion af mejeriprodukter, da eksporten til Kina er gået i stå. Det har ført til, at mange mælkeproducenter er stoppet, mens en mindre del er gået konkurs.

rich-media-2
Bønnemarken er ikke særligt langt i væksten - kommet i gang alt for sent. Foto: Aage Krogsdam.

Mælkeproducenter

Professor ved University of Minnesota med speciale i mælkeproduktion Bradley J. Heins siger til Maskinbladet, at han frygter, at mælkeproducenternes antal i hele USA vil blive halveret i de kommende år, og det er især de mindre producenter, der vil forsvinde.

De landmænd, som har været selvforsynende med foder til deres malkekøer og svin, skal ikke i samme grad købe foder som de producenter, der er helt afhængige af at købe foder udefra. Priserne på majs og sojabønner ventes nemlig at stige inden årets udgang. De planteproducenter, som er i sælgers marked vil få mere for deres produkter, men dette opvejes næppe af de lavere udbytter.

rich-media-3
Landmændene frygter en dårlig høst - og så fyldes kornsiloerne ikke med kornafgrøder. Foto: Aage Krogsdam.

Forsikringspenge

Ovennævnte faktorer gør, at tusindvis af landmænd har henvendt sig til deres forsikringsselskab for at få udbetalt erstatninger. Mange landmænd har nemlig tegnet forsikringer for at imødegå faldende priser på deres afgrøder og stigende priser for foder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

USA's landbrugsministerium anslår, at der vil blive udbetalt erstatninger i de kommende måneder på op imod 10 milliarder kroner til landmændene. Landbrugsministeriet har allerede tidligere som følge af Trumps handelsrestriktioner overfor Kina, udbetalt et engangsbeløb til mælkeproducenterne for manglende eksport til Kina på flere milliarder kroner.

Klimaændringerne og handelsrestriktionerne er således en økonomisk katastrofe for hele landbruget i USA i almindelighed og i særdeleshed for landmændene i kornbæltet og ikke mindst befolkning i landdistrikterne.

Lokalsamfundene lider

Disse faktorer betyder, at der er blevet solgt mindre såsæd, mindre gødning, færre sprøjtemidler. Disse ting har betydet mindre omsætning for grovvareselskaberne, mindre arbejde for maskinstationerne, mindre arbejde for de lokale servicefag, der servicerer landbrugene i landdistrikterne og så videre. Landmændenes dårlige økonomi berører deres købekraft, og det går ud over detailhandlen overalt i de små landbrugssamfund især i Midt-vesten.

Hver måned laver landbrugsministeriets statistikafdeling opgørelser over de forventede arealer, som landmændene forventede at tilså i 2019. Tallet fra statistikken har indtil nu vist, at landmændene i hele USA ventes at tilså knap 37 millioner hektar med fodermajs - en lille stigning på tre procent i forhold til 2018. For soyabønners vedkommende ventes landmændene i hele USA at reducere sojabønnearealerne med cirka 10 procent til 32 millioner hektar i 2019 i forhold til 2018. Hvedearealerne i 2018-2019 ventes at blive på 18 millioner hektar - en stigning på nogle få procent i forhold til året før.

rich-media-5
Selvom det er rimeligt tørt nu og med sol, skal der stadig vandes i majsmarkerne - her en mark som ikke ser for godt ud. Foto: Aage Krogsdam.

Frygt for dårlig høst

Undersøgelserne i landbrugsministeriets statistikafdeling viser også, at der kun var tilsået 67 procent af majsmarkerne den 2. juni i år, mens den resterende del først blev færdigsået i sidste uge i juni. Det betyder alt andet lige en kortere vækstperiode, og det skyldtes det våde forår især i Midt vesten. For sojabønnernes vedkommende var de tilsvarende tal 75 procent den 23. juni.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pressechefen for statistikafdelingen i landbrugsministeriet, Jim Barrett, siger til Maskinbladet, at han frygter, at en kommende undersøgelse vil vise, at betydeligt færre arealer - især i Midt-vesten - af majs og sojabønner er blevet tilsået. Og det vil forringe landmændenes økonomi yderligere. Det er ikke alene i USA, at der bliver problemer med høsten i år. Globalt ventes høsten at bliver langt mindre end tidligere.

rich-media-7
De våde pletter, hvor der ikke har kunnet sås, ses overalt på markerne i Minnesota. Foto: Aage Krogsdam.

Global tørke

Også store dele af Sydeuropa er ramt af tørke og det samme er tilfældet med Australien - en af verdens førende producenter af hvede. Og i Kina er majs og soyahøsten truet af skadedyrsangreb. Også Afrika er ramt af klimaændringer, og høsten i 2018-2019 blandt andet i Sydafrika er som følge af tørke langt mindre end anslået.

Derfor vil der uden tvivl ske prisstigninger på en lang række kornprodukter, og det vil helt naturligt gavne planteproducenterne, men vil forringe mælke- og svineproducenternes økonomi på grund af højere foderpriser.

Da samtidig klodens befolkning bliver ved med at vokse, vil klimaændringerne som ovenfor beskrevet påvirke den globale fødevareproduktion og forventes at resultere i højere priser.