For bare ét år siden var det ikke muligt at købe dansk økologisk sukker i butikkerne, det er først her i år 2019, at man har kunnet putte dansk økologisk sukker i kaffen. Årsagen til at det har taget fart, er, at Nordic Sugar i 2017 valgte at lave en ny produktionslinje til økologiske sukkerroer, og samtidig startede et udviklingsprojekt op med det mål, at fremme økologisk sukkerproduktion i Danmark, så danskerne fremover kan købe dansk økologisk sukker, skriver Seges i en pressemeddelelse.

I disse dage tages roerne op hos de cirka 30 danske økologiske sukkerroedyrkere, hvorefter de køres til Nordic Sugars fabrik ved Nykøbing Falster, hvor de bliver bearbejdet på under én uge. Landmændene, som dyrker økologiske sukkerroer, kommer fra Fyn, Sjælland, Lolland og Falster.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Rent økonomisk kan økologisk sukkerroeproduktion blive en god forretning for dyrkerne, da afregningsprisen er over tre gange så høj som for konventionelle dyrkere. Men det er ikke nemt at dyrke økologiske sukkerroer i Danmark, da de er meget følsomme over for ukrudt. Derfor har vi i projektet haft særlig fokus på, hvordan dyrkerne har kunnet bruge nye metoder til at bekæmpe ukrudtet. Vi følger med i dyrkernes forsøg med robotlugning og hjemmebyggede lugevogne, mens vi har forsøg med ukrudtsbrænding, strigling, radrensning, placering af organiske gødninger og forskellige roesorter med videre. Det ser ud til, at det er lykkedes rigtig godt for mange af dyrkerne, da årets udbytte tegner til at blive rigtig flot, fortæller Casper Laursen, Seges Innovation Økologi, der er en af projektpartnerne.

På de få år som projektet har kørt, er arealet med økologiske sukkerroemarker steget fra 190 hektar i 2018 til 450 hektar i år, og det har været et af målene i projektet.

- Vi vil gerne være med til at skubbe udviklingen således, at nuværende konventionelle sukkerroedyrkere kan omlægge deres produktion til økologisk. Samtidig skal nuværende økologer også kunne dyrke sukkerroer, siger Casper Laursen. Projektets mål er, at der i år 2022 er 1.500 hektar med økologiske sukkerroer i Danmark.

Højværdiafgrøde

Økologiske sukkerroer er et godt eksempel på en højværdiafgrøde, der ligger helt i tråd med den stigende efterspørgsel de danske forbrugere har til lokalt-producerede økologiske fødevarer.

Forsøget har vist, at økologiske sukkerroer er en højværdiafgrøde, for de landmænd, som har været opmærksomme og dygtige til at dyrke roerne. Dækningsbidrag II pr. hektar viser en pris på 8.200 kroner. Men det kan hæves til 20.000 kroner pr. hektar, hvis omstændighederne er tilstede. Udbytterne varierer meget fra landmand til landmand. De bedste marker har i 2018 givet 58,7 ton rene roer pr. hektar og et sukkerindhold på gennemsnitligt 16,6 pct. Det nærmer sig med små skridt konventionelle udbytter, og det giver et meget tilfredsstillende dækningsbidrag. Andre har været mindre heldige og har tabt kampen til ukrudtet med lave udbytter til følge, eller har ikke kunnet skaffe mandskab til manuel lugning af roerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det efterspørges hos forbrugerne, at danske landmænd satser mere på højværdiafgrøder fremfor bulk. Og vi hører jo også fra landmændene, at de trods det hårde arbejde med at holde ukrudtet nede, glæder sig over afregningsprisen for de økologiske sukkerroer, siger Casper Laursen.

Årets produktion af økologiske sukkerroer bliver i de næste uger bearbejdet hos Nordic Sugar, og sukkeret vil være at finde i butikkerne fra 2020.

Økologiske roedyrkere

Nick Ziegler, Hyldagergaard ved Roskilde:

- Det er en svær produktionsform, og det har kostet mange penge i opstarten, siden vi startede for tre år siden. Til forskel fra en almindelig kornmark, så skal man være 100 procent over en mark med økologiske sukkerroer, for at de ikke går til. Vi blev f.eks. nødt til at harve en større del af roerne op i maj måned, da ukrudtet havde fået overtaget, og så måtte vi starte forfra, fortæller Nick Ziegler. Han har i år haft 40 hektar med økologiske sukkerroer.

- Det ser ud til at blive et udmærket udbytte i år, og vi har fået styr på ukrudtsbekæmpelsen med bl.a. lugerobot, blindharvning og selvfølgelig manuelt, hvor vi selv luger mellem roerne, forklarer Nick Ziegler. Trods de mange anstrengelser, så forventer han, at der også i fremtiden vil være økologiske sukkerroer på Hyldagergaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Morten Helsted, Duesminde ved Rødby:

- Det har været en god oplevelse for os i år med de økologiske sukkerroer. Sidste år havde vi problemer med lus, som var hårde ved roerne, men det har ikke været tilfældet i år. Den store udfordring er ukrudtsbekæmpelse, og det har vi efterhånden fundet opskriften på. Det handler om god forberedelse af såbed, maskinel lugning og så håndlugning, hvor vi har 15 personer i gang ad gangen på vores hjemmebyggede luge-vogne,? forklarer Morten Helsted. Han omlagde sit landbrug til økologi i 2017 efter 11 år som konventionel planteavler.

- Økologiske sukkerroer er jo en specialafgrøde og som med mange andre specialafgrøder, så kræver det mere arbejde og gerne lidt hjælp fra vejret, at få til at fungere, men det gør det jo også til en sjov udfordring for mig som landmand. Men der skal også være en økonomisk gevinst, som står mål med det store arbejde, der ligger i at dyrke roerne, og især risiciene, der ligger i den store variation, der kan være i udbyttet fra år til år, siger Morten Helsted. Han har besluttet sig for at tage mindst et år mere med de økologiske sukkerroer, men understreger, at afregningsprisen ikke må blive lavere, end den er i dag.

Kirsten Rasmussen, Risbjerg Landbrug Hårby, Fyn:

Det er trejde år, at Kirsten Rasmussen og Hans Erik Jørgensen dyrker økologiske sukkerroer på deres marker ved Hårby. De er den ene af kun to økologiske roedyrkere på Fyn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kræver en stor indsats at dyrke roerne økologisk, da ukrudtet skal holdes væk. Vi har forsøgt forskellige ting i de første to år, men det var svært at samle mandskab nok til at håndluge ved roerne. Derfor havde vi i år indkøbt en robot, som både skulle så og holde rent ved roerne. Det lykkedes til dels, selvom vi oplevede en række udfordringer, fortæller Kirsten Rasmussen. For eksempel nåede robotten kun at så syv hektar i stedet for de planlagte 11 hektar. Desuden var den ikke helt så dygtig til at luge mellem roerne, som de pensionister, som de tidligere år havde hjulpet til på markerne med at hakke roer.

Men det afskrækker ikke de fynske roedyrkere, så planen er igen til næste år at dyrke 10 hektar.

- Vi er blevet nogle erfaringer rigere i forhold til at bruge robotten, og samtidig vil firmaet opdatere robotten i de næste måneder, så den bliver endnu bedre på en række områder, så det sætter vi vores lid til, siger Kirsten Rasmussen.

Hun tilføjer, at det er en god fornemmelse at kunne bidrage til, at vi i Danmark kan købe danskproduceret økologisk sukker, så trods de lidt svære produktionsbetingelser, så håber de at kunne dyrke økologiske sukkerroer i mange år frem på de fynske marker. Det kræver dog, at Nordic Sugar fortsat vil bakke op om produktionen.