Sidste år inviterede Agri Nord både L&F og Seges til krisemøde i Agri Nord, skriver Agri Nord i en pressemeddelelse. Formålet var at advare mod den nye gødningslov, som pålægger de nordjyske landmænd ekstra hårde krav til efterafgrøder.

De nordjyske landmænd høster og sår som regel 7-14 dage senere end landmænd i resten af landet, og derfor er reglen om høst og etablering inden 20. august ofte svær at overholde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det blev umuligt at overholde i år, hvor det regnede stort set hele august måned.

- Reglerne blev jo desværre vedtaget, og allerede her i År 1 ser vi kæmpe problemer, siger René Lund Hansen, der er formand for Agri Nord Planteavl.

I samarbejde med Agri Nords planteavlsafdeling vil han derfor rette henvendelse til Landbrugsstyrelsen.

- Vi vil have datotyranniet ophævet. Styrelsen er simpelthen nødt til at kigge på fagligheden og ikke mindst virkeligheden, siger René Lund Hansen.

Frustration og bekymring

René Lund Hansen får mange henvendelser fra kollegaer, der er ekstremt frustrerede over reglerne, som de umuligt har kunnet overholde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

At der er indført force majeure, altså ansvarsfraskrivelse, for etablering af MFO-afgrøder har ringe effekt.

- Vi har fire efterafgrødetyper, og kan vi ikke så MFO-afgrøder, så kan vi altså heller ikke så de andre, siger René Lund Hansen og tilføjer:

- Mine kollegaer og vores medlemmer i Agri Nord bekymrer sig mere over, hvilke sanktioner, der kan risikere på grund af efterafgrøderne, end de bekymrer sig over den våde høst. Det er bare ikke rimeligt, siger han.

De nordjyske landmænd risikerer både træk i hektarstøtten og bøder for den manglende etablering, skriver Agri Nord i pressemeddelelsen.

Differentierede krav

Det er ikke nok for nordjyderne, at kravene til etablering af efterafgrøder inden en bestemt dato fjernes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Agri Nords chefkonsulent for planteavl, Flemming Floor Jensen, vil også have foretaget nærmere undersøgelser af de nordjyske afgrøders kvælstofoptag.

- Vi bør have mildere krav i forhold til etablering af efterafgrøder. Vores korn har 7-14 dages længere vækstperiode, og det bør være lig mindre udvaskning. Det, mener jeg, bør undersøges, siger han.

Nordjyderne rammes urimeligt hårdt både i forhold til datoen, men der er også en forholdsmæssig fejl forbundet med, at kravene er ens over hele landet for mængden af efterafgrøder, når vilkårene er forskellige.