Landbo Limfjord afholder majsdemo på to meget forskellige lokaliteter samme dag. Jordtype og klimaforhold er meget forskellige på de to lokaliteter, så der er mulighed for at se, hvordan sorterne udvikler sig under forskellige vækstforhold i år.

- Som landmand er vi fuldstændig afhængig af vind og vejr. Og intet er givet på forhånd. Sidste år var vi udfordret på grund af tørke. I år startede marts med at være den mest regnfulde marts i de år, der er målt nedbør. I april fik vi masser af tørvejr og det højeste antal solskinstimer i en april nogensinde, og så kom maj måned, der blev kold med flere frostnætter. Så det bliver spændende at se, om det har haft nogen indflydelse på majsene på de to lokaliteter, hvor vi holder majsdemo, Sven Erik Pinstrup, Landbo Limfjord.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Trods en hård opstart på grund af nattefrosten i maj ser det dog generelt ud til, at majsen har udviklet sig rigtig fint i år. Majsene blomstrede på det rigtigt tidspunkt, og der er pæne kolber i majsene på nuværende tidspunkt.

- Vi har udsigt til en pæn majshøst, hvor der er stor forskel mellem sorter og de enkelte marker. Ved at afholde lokale sortsdemo får vi masser af god lokal viden, da der er stor forskel på klimaet i Danmark, og majs er fortsat en af de mest varmekrævende afgrøder, der dyrkes på store arealer i hele landet. Det er derfor meget relevant at bruge lokalviden og ikke landsdækkende data, sgier planteavlskonsulenten.

Værdi for landmanden

Sven Erik fortæller, at der på demonstrationerne vil blive kigget på de forskellige majssorter og set på hvilken sort, der formodes at skabe størst værdi for landmanden. Det er vigtigt for landmanden at have fokus på udbyttet af stivelse og fordøjelighed i majsen og samtidig have fokus på tidlighed og sortsegenskaber. Et høj stivelseudbytte er vigtigt for kvaliteten af helsæd til malkekøer, og betyder i sidste ende noget på bundlinjen for landmanden.

Men ud over at høre om de forskellige majssorter og forventet udbytte, vil der også være nyt om såteknik, startgødskning, efterafgrøder og ukrudtsbekæmpelse med mere.

Man er velkommen til at besøge begge majsdemoer eller vælge den lokalitet, der passer bedst til egne forhold.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kom og oplev demonstrationerne og få en diskussion med en konsulent og dine landmandskollegaer og få nyt input med hjem, opfordrer Sven Erik.