Landbrugsstyrelsens nye tilskudsordning, hvor der kan søges tilskud til erhvervsrettet jordfordeling, åbner inden længe. Derfor afholder Djursland Landboforening et kort informationsmøde, hvor der bliver fortalt om tilskudsordningen, og hvor en landsinspektør vil dele sine erfaringer om jordfordeling.

Informationsmødet om den nye tilskudsordning til jordfordeling finder sted torsdag den 22. august på Landbocentret i Følle, skriver landboforeningen i en pressemeddelelse.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det er ikke første gang, at Djursland Landboforening sætter fokus på netop jordfordeling. I 2017 igangsatte foreningen et initiativ til at få vurderet mulighederne for en generel jordfordeling på Djursland. Formålet var at få skabt bedre driftsøkonomi i markbruget ved at få samlet arealerne mere hensigtsmæssigt i forhold til den enkelte lodsejer.

Den nye tilskudsordning giver mulighed for, at man kan søge om at få dækket sine omkostninger ved jordfordeling, dog maksimalt 3.500 kroner pr. hektar. Og for at få del i tilskuddet skal man være minimum 5 lodsejere med minimum 100 ha jord til omfordeling.

Ansøgningerne vil blive behandlet efter først-til-mølle indenfor ansøgningsperioden, som starter den 1. september og løber frem til den 15. november 2019.

Tilmeld dig mødet på landboforeningens hjemmeside, www.landboforening.dk/arrangementer.