Kun en lille gnist fra et køretøj, et cigaretskod eller solens stråler gennem et glasskår. Mere skal der ikke til for at forvandle halmballer til et flammehav. Brand i halmstakke er meget svære at få slukket.

Forsikringsselskabet Topdanmark opfordrer til, at man sikrer, at halmen bliver oplagret korrekt.

- Får ilden først fat i halmen, går det hurtigt. Derfor er det vigtigt, at landmanden følger Beredskabsstyrelsens regler for, hvor store stakkene må være og hvilken afstand, der skal være mellem dem og bygninger med videre. På den måde kan man i hvert fald forebygge, at en eventuel brand spreder sig og samtidig gøre det nemmere at slukke den, siger Gunnel Andersson fra Topdanmarks landbrugsafdeling.

Reglerne for placering af halm udendørs afhænger af stakkens størrelse. Hvis man opbevarer mere end 1.000 kubikmeter halm, kræver det en anmeldelse til kommunen. Topdanmark anbefaler landmænd at se på reglerne på beredskabsstyrelsens hjemmeside.

En halmstak kan også friste til "dumheder", altså ildspåsættelse, og derfor bør halmen stakkes lidt væk fra alfarvej, hvis det er praktisk muligt.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Minimér risikoen for brand

Udover at følge reglerne for oplagring har Gunnel Andersson et par andre råd, som kan være gode at følge for at minimere risikoen for brand både i det fri og i bygninger.

- Hold halm og maskiner hver for sig. Hvis man i en periode er nødt til at opbevare maskiner og halm i samme bygning, så sørg for at maskinerne har hovedafbryder, og at den bliver brugt. I 2018 havde Topdanmark over 50 brandskader, hvor branden opstod i en parkeret traktor eller en anden selvkørende enhed, siger Gunnel Andersson og tilføjer:

- Det er også en god ide at sætte skilte op med forbud mod brug af åben ild og rygning.

Overvåg temperaturen

Organiske materialer som halm og hø kan selvantænde som følge af en biologisk proces i materialet, hvis det ikke er helt tørt. Derfor skal temperaturen overvåges.

- I oplag med bigballer bør temperaturen de første tre uger kontrolleres mindst en gang om dagen. Temperaturen må helst ikke overstige 40-50 grader. Hvis temperaturen stiger, bør ballerne åbnes for afkøling, og ved temperaturer over 70 grader bør de simpelthen køres ud af bygningen, siger Gunnel Andersson.

Regler for oplagring af halmballer

- Hvis du oplagrer halm i det fri, skal den placeres i en vis afstand fra bebyggelse, nåleskov, andre halmstakke med mere. Afstanden finder du i Beredskabsstyrelsens "Vejledning om oplag af halm eller lignende af beredskabslovgivningen", 11. juli 2007.

- Halmstakke på under 10 kubikmeter kan du placere, som du vil.

- Halmstakke på mere end 1.000 kubikmeter skal have kommunens tilladelse.

- Ved opbevaring af mere end 5.000 kubikmeter halm i bygning kræves der enten installation af sprinkleranlæg, eller at bygningen opdeles i brandsektioner med højst 5.000 kubikmeter pr. sektion.