DLG har netop holdt rejsegilde på et nyt hovedsæde på 7.500 kvadratmeter 27. juni. Koncernchef i DLG, Kristian Hundebøll siger:

- Det er en stor glæde at stå her i dag til rejsegilde på vores kommende hovedkontor. Vi er nået langt siden november 2017, hvor vi offentliggjorde planerne om at flytte fra Axelborg i København og samle flere kontorer her i Fredericia. Det er ingen overdrivelse at beskrive samlingen, som det største forandringsprojekt i DLGs historie, da det er et helt centralt projekt for os og DLG's fremtidige udvikling, så vi kan fortsætte med at skabe værdi for vores ejere, siger Kristian Hundebøll.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Projektet er meget mere end mursten og byggeri. Det handler endnu mere om kultur, strategi og den type forretning, vi skal være i fremover. Det handler om en fuldstændig transformation af DLG og opgradering af vores organisation til ét samlet DLG. Bygningen er derfor ikke 'bare' et nyt hovedkontor. Det er den fysiske manifestation af 'det nye DLG'. Det DLG, som i år fejrer 50 års jubilæum - og som nu går ind i en ny æra med udgangspunkt her i Fredericia, siger han

200 medarbejdere i Fredericia

DLG er ét af Europas største grovvareselskaber og er allerede godt på vej ind i fremtiden, da man fra starten valgte at opbygge et midlertidigt kontor i Fredericia. Der arbejder i dag allerede knap 200 DLG'ere i Fredericia, og det tal vil kun blive øget frem mod indflytningen i juni 2020.

- Det har været vigtigt for os ikke at miste momentum i processen, og at vores kunder ikke skulle opleve serviceforringelser. Det er gået hurtigere end forventet, og jeg kan allerede nu sige, at det er gået over al forventning. Jeg vil derfor gerne takke alle medarbejdere i DLG. Både de mange nye her i Trekantområdet, som er kommet med på holdet. Dem der flytter med jobbet fra Axelborg, Gråsten og lokationer i Østjylland, Sydjylland og Fyn. Og de DLG'ere, der ikke er med os efter indflytningen, men som har gjort en stor indsats for at løse opgaverne og har oplært nye kolleger, siger Kristian Hundebøll fra DLG.

Samler koncernen

- Så selvom vi står midt i en stor omstillingsproces, kan vi godt konkludere, at det har været den helt rigtige strategiske beslutning for DLG. Vi samler koncernen, skaber bedre sammenhængskraft, en endnu stærkere forretning og flytter tættere på vores kunder og ejere i landbruget og vores internationale aktiviteter i Tyskland. Vi står således stærkere end nogensinde, og vi glæder os til, at vi om et år kan flytte ind i helt nye, flotte rammer her på vores nye hovedkontor, siger han.

DLGs hovedkontor bliver bygget af AP Pension, som også bliver ejere af bygningen. DLG er dermed lejere af bygningen. PLH Arkitekter har tegnet stregerne og er også indretningsarkitekter. NRE Denmark er totalentreprenør og Rambøll er bygherrerådgivere.