DLG Innovation er et unikt event, hvor der er fokus på planteavl i et højere gear. Alt det bedste inden for planteavl i Danmark kan opleves 19.-20. juni. Det er femte gang at DLG og Sejet Planteforædling sammen arrangerer DLG Innovation, og såvel landmænd som rådgivere bydes velkomne til at høste viden om de nyeste sorter, gødning, coating og planteværn, skriver DLG i en pressemeddelelse.

- Vi har igen i år anlagt en række demoparceller med de nyeste sorter i blandt andet hvede, byg, rug, triticale og raps. I forsøgene fokuserer vi på en lang række nye strategier for gødskning, svampebekæmpelse og vækstregulering. I år har dog også skærpet vores fokus på dyrkning af hestebønner i Danmark, og jeg har sammen med fem eksperter fra branchen eksperimenteret med dyrkningen for at blive klogere på, hvordan dyrkningsstrategien påvirker planternes vækst, siger seniorkonsulent i DLG, Lars Olsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Desuden er der konkurrence i dyrkning af protein i hvede, og som et nyt tiltag er der parceller med fokus på økologisk planteproduktion.

Begge dage på DLG Innovation vil der være guidede ture til demoparcellerne, hvor de besøgende kan høre mere detaljeret om sorter og effekten af forskellige dyrkningsstrategier. Det er også muligt at gå rundt på egen hånd i forsøgsparcellerne, væksthusene og laboratoriet og plukke viden lige der, hvor det giver mest værdi, eller man kan få sig en snak med de vigtigste leverandører.