I dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets er der fokus på gårsdagens rygter omkring kinesisk storindkøb af sydamerikanske sojabønner.

-Sojabønnerne følger prismæssigt majsen trop, men isolerer vi den fundamentale case til USA, bør den for sojabønner være knapt så prispositivt som for majs. Her er det endnu for tidligt at spekulere i arealestimaterne, og en længe ventet handelsaftale trækker ud. Dog spekuleres der i, om det kan betale sig for landmændene ikke at tilså deres marker, grundet ugunstige priser på især sojabønner, og i stedet gøre kald på en forsikringserstatning. Hvad der derimod er en medvirkende faktor til at holde hånden under de amerikanske sojabønner er stigende præmier ud af Sydamerika, hvor det forlyder at Kina i denne uge har sikret sig 40 laster sojabønner. Hensigten er at afdække forbruget frem mod midten af efteråret. De brasilianske præmier i forhold til Chicago-noteringerne, meldes at være steget til 0,90 dollars/bushel mod en præmie på blot 0,30 dollars/bushel for 2 uger siden. Konklusionen er, at det tyder på kineserne igen kigger mod sydamerikanske varer, for at dække forbruget, og i mellemtiden kan de amerikanske landmænd ikke håbe andet, end at Trump for en stund gemmer hans ego væk, og får den aftale i hus, som mange landmænd er økonomisk afhængige af, skriver Jyske Markets.