En lille boks kaldet Scout fra den danske virksomhed FaunaPhotonics kan være begyndelsen på en grøn revolution i skadedyrsbekæmpelsen.

Boksen kan ifølge firmaets oplysninger til nyhedsbureauet Ritzau allerede kende 10-15 insektarter med en succesrate på 80-95 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Boksen identificerer insekter digitalt ved hjælp af infrarøde stråler, og perspektivet i den danske opfindelse er, at det bliver muligt at foretage en meget mere målrettet og præcis skadedyrsbekæmpelse i afgrøderne og dermed reducere brugen af planteværn.

FaunaPhotonics har ifølge Ritzau-telegrammet, som flere medier har bragt, rejst 15 millioner kroner i kapital de seneste ni måneder.

I telegrammet siger Frederik Taarnhøj, medstifter af FaunaPhotonics, at teknologien vil gøre det muligt at sprøjte langt mere nøjagtigt og måske begrænse sprøjtningen til 20-40 procent af marken.

Boksen testes i øjeblikket af Seges på en dansk rapsmark, hvor den holder øje med eksempelvis rapsjordloppe og glimmerbøsser.

Samarbejde med Bayer

Maskinbladet skrev om et forskningssamarbejde mellem FaunaPhotonics og Bayer allerede i 2017 - læs artiklen her.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De seneste år har FaunaPhotonics modtaget adskillige priser for sine innovative projekter, og allerede i 2014 kunne Maskinbladet fortælle, at firmaets idé til skadedyrsbekæmpelse havde modtaget Agro Business Parks Innovationspris 2014, som blev uddelt på Agromek - læs om prisuddelingen her.