I dagens afgrødekommentar fokuserer Jyske Markets på amerikansk soja og sojainspektionerne.

- Eksport-inspektionerne af amerikanske sojabønner ramte i den forgangne uge det laveste niveau i et år med blot 460.670 tons, hvoraf 130.200 tons var med Kina som destination. Handelsaftalen med Kina lader fortsat vente på sig, og det afholder de helt store mængder fra at blive eksporteret dertil. Dernæst er usikkerheden om afrikansk svinepest fortsat stigende. Rabobank forventer at den kinesiske svineproduktion kan falde op mod 30 procent i år, et fald der svarer til den årlige europæiske produktion. Banken forventer at det kan tage op mod tre år at genopbygge bestanden, mens FCStone er mere pessimistiske og estimerer at det kan tage op mod fem år. Den kinesiske sojaimport rapporteres i første kvartal at være faldet 14 procent, hvilket delvist tilskrives handelskrigen, der har fået foderproducenterne til at anvende billigere alternativer til sojaprodukter. Dette ventes der at blive lavet om på, i takt med at nye forsyninger kommer ud af Sydamerika, samt når der igen er adgang afgiftsfrie amerikanske sojabønner. FCStone forventer yderligere at den kinesiske sojaimport i denne sæson vil falde for første gang i 15 år, samt at importen kan falde yderligere for kommende sæson, med begrundelse om lavere efterspørgsel på følgerne af den afrikanske svinepest. I Brasilien estimeres sojabønnehøsten 89 procent overstået, og samtidig vil høsten i Argentina begynde at tiltage for alvor de kommende uger. Den månedlige amerikanske NOPA Crush rapport, meldes for april som værende stærk, med en fortsættelse af sæsonens stærke tal. Sammenlignet med samme måned sidste år, var crush tallene en smule lavere, hvilket til gengæld er første gang denne sæson, der startede i september. For sæsonen estimeres crush tallene stadig at overgå sidste sæson, hjulpet af en rigtig stærk start. Prismæssigt er vi fortsat af den holdning at en stor sydamerikansk høst, store globale lagre samt usikkerhed om den kinesiske efterspørgsel vil holde priserne i kort snor og vi finder ikke anledning til at ændre vores anbefalinger på skrå, før det nuværende snævre handelsinterval brydes. Der har denne sæson været meget få produktionsforstyrrelser blandt de store eksportører som USA, Brasilien og Argentina.