Udvikling af resistens er et problem i landbruget. Både for landmanden, der får ødelagt høsten af svampe, insekter eller ukrudt, og for miljøet, fordi resistens kan få landmanden til at bruge skrappere pesticider. Med en ny resistenshandlingsplan vil miljø- og fødevareministeren undgå, at problemet løber løbsk.

Resistenshandlingsplanen beskriver en række tiltag, som regeringen sammen med de øvrige aftaleparter nu sætter i gang. Der er blandt andet fokus på et sundt skifte mellem afgrøder fra år til år, mere robuste sorter, ny teknik og optimal planlægning. Samtidig lægger planen op til mere vidensindsamling og udvikling af teknologi, og den stiller krav om, at landmanden dokumenterer sin brug af de såkaldte IPM-principper også kendt som integreret plantebeskyttelse eller godt landmandskab.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Resistenshandlingsplanen skal hjælpe landmanden til at vælge de optimale løsninger, så vi både forebygger risikoen for resistens og samtidig bruger så lille en mængde pesticider som muligt. De nye initiativer vil gavne både landmændenes pengepung og miljøet, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Regeringen og aftaleparterne bag Pesticidstrategi 2017-2021 har afsat 15 millioner kroner ekstra over de næste tre år til resistenshandlingsplanen, til partnerskab om sprøjte- og præcisionsteknologi og andre indsatser for godt landmandskab. I alt er der afsat 22 millioner kroner til den samlede IPM-indsats de kommende år