LMO kan fremvise rekordoverskud i 2018. Overskuddet kommer ejerne tilgode.

Siden fusionen mellem rådgivningsvirksomhederne LMO og LRØ i 2013, har LMO gang på gang løftet omsætningen, og i 2018 rundede omsætningen 285 millioner kroner, hvilket er det højeste i virksomhedens historie. Også årets indtjening er tilfredsstillende, skriver LMO i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Virksomheden har nået en størrelse, hvor det er muligt at udlodde en rekordstor del af overskuddet til ejerforeningerne, skriver LMO i en pressemeddelelse i anledning af offentliggørelse af årsregnskabet.

Det forgangne årti har været begivenhedsrigt for rådgivningsvirksomheden LMO, der siden fusionen mellem det daværende LMO og LRØ i 2013 har skubbet til omsætningen år for år. 2018 var ingen undtagelse, og her landede omsætningen i den foreningsejede rådgivningsvirksomhed på 285 millioner kroner. Det er ny omsætningsrekord, og tilsvarende endte resultatet for året på godt 7,2 millioner kroner, hvilket ligeledes er det højeste i selskabets historie.

- På trods af tørke og udfordringer i dansk landbrug har vi i LMO formået at levere et ganske fornuftigt regnskab, som vi godt kan være stolte af. Det skyldes i allerhøjeste grad en enorm indsats fra medarbejderne, som hver dag gør deres for at hjælpe vores mange kunder over hele landet, siger Jan Winther, administrerende direktør for LMO.

Det flotte resultat skaber naturligvis glæde hos Nis Kristian Hjort, formand for LMO og en af de otte ejerforeninger bag.

- Det er fantastisk, at LMO endnu en gang kan præsentere et flot regnskab, og at virksomheden igen viser sig som værende et stabilt fyrtårn i en branche under hastig forandring, siger Nis Kristian Hjort.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nordjysk ekspansion

En del af den seneste omsætningsrekord skyldes, at LMO efterhånden har vundet indpas i Nordjylland med blandt andet opkøbet af revisionsvirksomheden LMO Nordland.

- Vi mærker en vækst over så godt som hele linjen, og også vores nordjyske ekspansion har bidraget positivt til vores seneste stigning i omsætningen. Det glæder vi os naturligvis over, siger Jan Winther.

Gennem de seneste år har LMO skruet op for investeringsniveauet i teknologiske løsninger, som kan hjælpe de danske landmænd på marken, i stalden og på kontoret. Det har gjort LMO til en af de fremmeste rådgivningsvirksomheder på den digitale front, og det smitter samtidig også positivt af på regnskabet.

- Vi er nået til et punkt, hvor digitale løsninger løfter vores rådgivning, og samlet set er det klart med til at løfte regnskabet. Derfor vil vi heller ikke hvile på laurbærrene og sige, at det var da fint. Nej, vores investeringsniveau i teknologi bliver også øget i 2019, og vi er lige nu i fuld gang med eksempelvis at videreudvikle robotløsninger til administrative opgaver, siger Jan Winther.

Overskud til ejerne

Siden fusionen er LMO blevet stadig mere velkonsolideret, og virksomheden har nu nået en størrelse, hvor der kan deles en større del ud af overskuddet end hidtil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor har bestyrelsen i LMO valgt at udlodde godt fem miillioner kroner af overskuddet til ejerforeningerne, hvilket er langt det største beløb i virksomhedens historie.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi i år har mulighed for at udlodde en ekstraordinær stor del af overskuddet til foreningernes politiske arbejde til glæde for medlemmerne. Det understreger, at LMO er til for vores medlemmers skyld, og det kan vi godt være stolte af, afslutter LMO's formand Nis Kristian Hjort.