I disse dage fejrer man 100 års jubilæum hos Yara, der således kan se tilbage på et helt århundrede som frontløber, hvad angår indsamling og formidling af viden om gødskning og planteavl. Lige siden det første danske kontor slog dørene op ved Axelborg i København d. 6. februar 1919, er denne viden blevet omsat til konkret landbrugspraksis i form af innovative løsninger og produkter til industrien. Gødningsproducenten, der i dag beskæftiger 16.000 ansatte og har kontorer i over 60 lande, ser dog ingen grund til at kigge sig i bakspejlet eller læne sig tilfreds tilbage, fortæller market manager Steffen Halmø.

- I takt med klodens voksende befolkningstal og de stigende politiske og forbrugermæssige krav til bæredygtig produktion vokser efterspørgslen på fødevarer med et minimalt miljømæssig fodaftryk. Der er derfor ingen tvivl om, at parametre som bæredygtighed og ressourceoptimering fortsat kommer til at præge det danske landbrug og her er gødskning ikke til at komme uden om, siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Som producent har vi derfor et særligt ansvar for ikke blot at sigte efter laveste fællesnævner og overholde samfundets minimumskrav, hvad angår miljøhensyn. I stedet bør vi bidrage til at skubbe branchen i en retning, hvor dyrkningen tænkes ind i et cirkulært perspektiv, der sikrer størst muligt output med et balanceret input.

Det kræver viden at holde sig i front

At innovation og nytænkning er fast forankret i Yaras DNA, kan dateres helt tilbage til dengang virksomheden første gang så dagens lys under navnet Norsk Hydro. Baggrunden var grundlæggerne Sam Eyde og Kristian Birkeland opfindelse af lysbueprocessen  et gennembrud, der gjorde det muligt at fremstille kvælstofdioxid til brug i produktionen af gødning. Meget vand er løbet under broen, siden de to nordmænds opfindelse satte standarden for gødningsproduktionen, inden man gik over til den mere energieffektive Haber-Bosch-metode. Men en af virksomhedens kongstanker har længe været at arbejde målrettet på at hjælpe landbruget med at øge udbyttet og forbedre produktkvaliteten, samtidig med at miljøbelastningen reduceres.

Samtidig har kort afstand til videnstunge aktører længe været afgørende for Yara, der udover at udarbejde egne undersøgelser også samarbejder løbende med bl.a. universiteter og branchespecifikke rådgivningstjenester. Blandt ingredienserne i virksomhedens opskrift på et helt århundredes stabil fremgang er ligeledes et indgående kendskab til jord og planteavl, samt fokus på rådgivning og nem adgang til viden og knowhow, der ikke mindst gør landmanden i stand til at arbejde effektivt og opnå de bedst mulige resultater.

- Den rivende udvikling, som landbruget undergår, skyldes ikke mindst de danske landmænd. Samtidig rummer branchens digitale udvikling et enormt potentiale. Her har vi altid satset målrettet på at udvikle løsninger og produkter inden for plantenæring samt redskaber og teknologier til bl.a. præcisionslandbrug. Tag nu vores N-sensor, som bestemmer afgrødernes kvælstofbehov ved at måle deres evne til at reflektere lys og dermed skaber klarhed over hvor meget gødning, der skal bruges på den pågældende del af marken. Gødskningsmængden gradueres så on-the-fly, imens traktoren kører igennem marken.

Sådan lyder det fra Steffen Halmø, som påpeger, at Yara fortsat vil gå i front som innovativ leverandør til det danske landbrug. F.eks. søger vi gennem samarbejdet med bl.a. Seges i Future Cropping at udvikle og udnytte mulighederne for præcisionsjordbrug og datakommunikation. Derudover skal vi indtænke big data for at opnå de ønskede ressource- og miljømæssige gevinster, samt dyrke strategiske samarbejder på tværs af værdikæden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Fremtidens dyrkningsprocesser skal bidrage til et godt miljø samt reducere CO2-udledningen, skabe optimale betingelser for landbrugsindustrien og brødføde verdens voksende befolkning. Derfor kan vi med et helt århundredes landbrugserfaring konstatere, at virkeligheden har været vores bedste argument i vores målrettede indsats for et dansk landbrug, der fortsat vil være iført den globale førertrøje, runder han af.