Der bliver gået helt tæt på plovfurerne, når Agri Nord i samarbejde med Jens Iversen inviterer til pløjedemo onsdag den 19. september. Her vil den tidligere verdensmester i pløjning vurdere og kommentere på det arbejde, de enkelte plove leverer.

- Her kigger man blandt andet på, hvordan jorden vendes rundt, hvor jævnt det gøres, og hvor godt planteresterne bliver dækket, fortæller økologikonsulent Peter Skov Jensen, der er tov-holder på pløjedemoen, som foregår med fabrikaterne Kuhn, Unia, Kverneland, Pöttinger, Lemken, New Holland, Maschio og Amazone

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Indstillingen er afgørende

En ting er plovens design og udformning af forplov med mere. En anden ting er indstilling af ploven.

- En korrekt indstilling af ploven sikrer ikke alene det gode håndværk. Det sænker samtidig brændstofforbruget, siger Peter Skov Jensen.

Og det er netop indstilling af ploven, som Jens Iversen er specialiseret i. Ikke mindst i kraft af sit firma, Ploveksperten, der indstiller både nye og ældre plove for sine kunder.

- Det tager næsten en hel dag at få lavet grundindstilling på sin plov, men mange får det aldrig gjort, siger Peter Skov Jensen.

Der bliver mulighed for at tale med Jens Iversen og få gode tips og svar på eventuelle spørgsmål ved pløjedemoen, som begynder klokken 13 på Hjedsbækvej 69 i Støvring.